Nis Petersen

Hjem | Biografi | Værker | Undervisning | Kontakt/debatforum

En kort biografi
over Nis Petersens liv

Af H.W. Gade

Indhold

1. Nis Petersens barndom

2. Uroligt forår

3. Hjemløs

4. Dan Andersson og Sverige

5. Det store gennembrud

6. Digteren

7. Prosaforfatteren

8. Nis Petersen og kvinderne

9. Nis Petersens liv i korte træk

Ordliste til den tøvende læser

Heller ikke maa du forveksle Poesi med Skønhed. Skønheden er kun et af de Lys, hvormed Poesien straaler. Dens Rige er større. [Paul la Cour 1948] Nogle ser en modsætning mellem middelklassen og de skabende kunstnere. Det, der først og fremmest skiller de hyggelige småborgere fra de uregerlige kreative, er de sidstnævntes mangel på mådehold og gode manerer. De fleste ingeniører og gymnasielærere ville sælge deres gamle mor for at få en billet til en koncert med Rolling Stones, men ingen af dem ville holde en hel dag (døgn) sammen med Keith Richard og hans legendariske overforbrug af alt, hvad der er spændende, skadeligt og livsfarligt. Det farlige er ikke idealet i vores lille land, men det bløde og tilsyneladende. Vi elsker tandløse, hyggelige digtere og pseudointellektuelle humorister. Ikke for ingenting er Danmark blevet kaldt smilets land. Danskeren er rund og selvgod. Amen. 1. Nis Petersens barndom I 1897 i Vamdrup syd for Kolding fødtes et menneske med skarpe kanter og en plaget sjæl. Han kunne – som voksen – være særdeles morsom, drivende sentimental eller hård og ufølsom med et frosset hjerte af diamant. Men før manden blev digter, var Nis Petersen lille Nis i to korte år. Nu var han en lille baby, der med store øjne så ind i en mors opmærksomme og kærlige blik. Men det var også et blik hærget af frygt og sorg. Da Nis var 1 år gammel blev faren efter lang tids svær maniodepression erklæret sindssyg og forsvandt ud af den lille drengs liv. Året efter døde moren pludseligt af blodforgiftning og efterlod sig Nis, hans tvillingesøster Emma og lillebroderen Carl. De tre børn var nu alene i verden på det værst tænkelige tidspunkt i et barns liv, tiden før det fyldte tredje år. Det er i disse tre første leveår, at et barn former sin opfattelse af omgivelserne og lærer kærlighed og tryghed at kende på den nødvendige instinktive måde båret af alle primaternes medfødte yngeladfærd. Hvis det tætte samvær med moren, særligt øjen- og kropskontakt, tages fra barnet, træder dyb frygt og aggressivitet, sjælskulde, i stedet for tillid og tilknytning. En isnende storhedsfølelse fylder barnet og forhindrer et naturligt empatisk forhold til medmenneskene. Nu skal så barnet lære selv at være medmenneske og ikke en sociopatisk, forkrøblet sjæl. Men mange omsorgssvigtede børn magter ikke denne forvandling; de bliver ”tidligt skadede” og viderefører senere den negative arv til deres egne børn. Ofte træder kriminalitet og voldelig adfærd i stedet for den mistede kærlighed. Et sådan barn var Nis. Tidligt skadet med et koldt, frygtsomt hjerte, der higede efter kærlighed, men ikke kunne rumme den. Men hvordan blev den lille dreng med de bange øjne til den store digter, der skrev ”De små børns smil”? Det var ikke let og lå ikke naturligt for ham. Men han blev et medmenneske, til sidst - i glimt. Nis Petersens plejemor blev bedstemoren fru Nissen, der drev et K.F.U.K. pensionat i det dybt missionske Herning. Her voksede de tre søskende op i en venlig og kærlighed atmosfære præget af den strenge missionske tro med dens ulyksalige mistillid til al kroppens væsen. Der var ikke lov til kærtegn og utidige kram; alt var korrekt og fjernt og fromt. Nis Petersens kærlighed visnede, og han blev stærk i sin frygt for den onde verden omkring ham. Et utilsigtet omsorgssvigt var en kendsgerning. Det tidligt skadede barn er oftest normaltbegavet – i Nis’ tilfælde højtbegavet – men mangler evnen til at følge sociale og følelsesmæssige spilleregler. Ikke desto mindre fik Nis Petersen en meget fin realeksamen i 1914 og samme år opnåede han plads som elev på Løveapoteket i Nakskov. Han var da 18 år gammel. En sikker borgerlig karriere som apoteker lå foran ham i en tid, hvor apotekerne tilhørte provinsbyernes absolutte overklasse. Hans fremtid var sikret. Men det skulle der ikke blive noget af. Det sørgede det svigtede barn indeni Nis effektivt for.
2. Uroligt forår Nis Petersen var begyndt at skrive digte. Det er jo ikke så ualmindeligt for unge romantiske mænd. Men Nis var absolut ikke romantisk anlagt, så han skrev på tværs af sin erhvervede mangel på følelser, sin overdrevne, kejtede mandighed, der skjulte frygt og mindreværd, rå overlevelseskamp. Han blev digter på trods af sin frygt. Og frygten gjorde hans digtning stor, fordi han besejrede sin naturlige tilbøjelighed, blev menneskelig stik imod al sandsynlighed. Nis’ metriske mesterskab og skarpe sans for slående detaljer var tilstede allerede i de første pubertetsprægede smådigte. De var satiriske og vendte og drejede virkeligheden på en stilistisk behagelig og let foruroligende måde. Han var allerede en digter med modhager. Men i det provinsielle Nakskov var der ikke plads til digterspirer. Efter at have bestået den obligatoriske latinprøve, der skulle komme ham til gode 12 år senere under arbejdet med ”Sandalmagernes gade”, begyndte en stille og arbejdsom tid med at blande medicin og lære den nye metier. Digtningen måtte komme senere. Som de unge herrer i ”Det forsømte forår” skulle man først have sin uddannelse, så kunne man altid skrive for sin fornøjelses skyld. Pligten kom altid først. Nu var det ikke lige pligten, der lå Nis Petersen mest på sinde, hverken som ung eller senere. Han var rebelsk af natur og skrev fra starten af i en hårdtslående ateistisk stil, der lå i grel modsætning til hans missionske opvækst. Han brød med fromheden påvirket af de millioner af unge franskmænd og tyskere, der i disse år døde en meningsløs død i første verdenskrigs skyttegrave. En revolutionær stemning prægede tiden og verden var delt i højre og venstre. De røde tog magten i Rusland, og den hvide modrevolution ledet af general Mannerheim drog i felttog for at genindføre zarens diktatur. Nis Petersen var af natur højreorienteret og ganske enig med den finske kontrarevolutionære hærfører, og Nis fantaserede allerede livligt om en tilværelse som krigskorrespondent. Han havde en kort tid haft forbindelse med Herning Avis, før han kom til Nakskov, og blev i løbet af den korte tid, han nåede at tilhøre borgerskabets elite, mere og mere overbevist om, at han var havnet på den forkerte hylde som farmaceut. Recepterne og den ørkesløse indsamling af et herbarium, der var obligatorisk for alle kommende apotekere blev en pestilens. Et lyspunkt var et bekendtskab med en ung nordmand, der også var ansat på apoteket. De udviklede et venskab baseret på let barnlige ”lege” og store drukture, som var begyndelsen på Nis Petersens livslange og dybt alvorlige alkoholmisbrug. Så kom endelig bruddet – eller flugten. Nis afbrød sin uddannelse få måneder, før han skulle til København for at tage eksamen. Der var mange grunde til denne flugt. En stor uro var sat ind præget af den kommende digters psykiske problemer, kun nødtørftigt holdt i skak af whisky og digte. Nis første gæld var den umiddelbare grund til Nis opsigelse og et første tegn på et liv fuldt af opbrud og kaos. Flugten gik til Holbæk Amts Avis, hvor han startede i sit drømmejob som journalist. I starten gik det fremragende, men Nis var for kontroversiel, for dygtig for den lille bys borgerskab. Hans mere og mere påfaldende drikkeri hjalp heller ikke på hans efterhånden noget flossede ry på redaktionen. Langsomt blev Nis Petersen isoleret blandt kollegerne, og i starten af 1920 gik det helt galt. Som alle med tidlig skade havde Nis problemer med den personlige hygiejne, med snavset tøj, uhumske forhold hjemme på værelset og generelt manglende evner til at overholde de simpleste krav til, hvordan man spiste, så ud og opførte sig. Den store selvfølelse og en majestætisk ligegyldighed med ”hobens” småborgerlige krav, gjorde ham ligeglad, og skadede hans i forvejen problematiske situation på avisen. Efter en meget slem druktur blev han afskediget på gråt papir. Han vendte tilbage til Jylland og begyndte nu den periode af sit liv, som for datidens læsere stod som romantisk og eksotisk. For ham var det en rejse ind i mørke og fornedrelse.
3. Hjemløs Der var en særlig side ved Nis Petersen, som hans senere biograf professor Hans Bendix – forståeligt nok – gjorde til et kæmpeproblem i det, der trods en vis smålighed overfor digteren må betegnes som hovedværket indenfor Nis Petersen litteraturen, ”Liv og Digt” (alene titlen fnyser hånligt over Nis grænseløse fantasier og lystløgne). Nis Petersen var patologisk, dvs. sygelig, lystløgner. Og professoren havde blindt stolet på Nis Petersens fortællinger om sine mange rejser jorden rundt! Allerede som ganske ung fyldte han sine omgivelser med drabelige historier om sit ophold i Brasilien, sine rejser til England og Nordsverige og den spændende tid som korrespondent under den hvide modrevolution i Sovjet. I sine breve indflettede han rutinemæssigt langt ude historier om sine oplevelser i eksotiske lande ofte garneret med kærlighedshistorier med yngre adelsdamer, der var som klippet ud af kulørte romaner, hvad de da ofte også var Hvad der gjorde, at Nis måtte lyve sig til en glorværdig fortid, når hans poesi i sig selv berettigede ham til en stor fremtid, er svært at sige. Var det en del af en grandios selvopfattelse eller en autistisk drømmeverden? Det er ikke til at vide, men professor Brix blev i hvert fald umanerligt sur over, at have tilbragt et år med forgæves at finde detaljer fra Nis Petersens mange spændende rejser. Det var dog ikke nogen spændende rejse, som den 24-årige digter drog ud på efter nederlagene og flugten fra Løveapoteket og Holbæk Amts avis. Nis blev først løsarbejder, hvilket han ikke duede til, da han ikke var fysisk stærk. Så begyndte han at tigge og til sidst at slå økonomisk plat på samtlige bekendte. En flosset økonomisk moral, der desværre prægede hele Nis Petersens liv. Så endte Nis i 1922 på mændenes hjem i København, hovedstaden. 200 hjemløse sov der hver nat. De, der har læst Georg Orwells ”Elendighedernes London og Paris”, kan levende forestille sig den rå, hensynsløse stemning i det store lokale med de mange udstødte mænd. Nis skrev senere en række digte om vagabonderne, hvoraf ”Hil vejenes folk” og ”Sendebudet” er de kendteste eksempler. ”Natsamaritanen” er et andet eksempel på digteren barske skildringer af de hjemløses liv: To hundrede vrag på en bakke i utalte dynger af lus. ”Natsamaritanen” fra Nis Petersens debut Nattens Pibere, 1926 Som om Nis’ prøvelser ikke var hårde nok, blev han jagtet af militæret, der af bedste evne forsøgte at få ham ind i hæren, hvilket Nis modsatte sig med næb og klør. Heldet var med ham, og han trak frinummer, hvad der dengang var sjældent. I sensommeren 1926 opgav Nis Petersen livet som vagabond. Den hårde tilværelse tærede på hans helbred, og sult og kulde var faste følgesvende i det ”romantiske” liv som vagabond. Nu fik han et værelse hos tvillingesøsteren Emma Pilegaard, der var blevet gift med en skofabrikant i Viborg. Han fik samtidigt fast arbejde på skofabrikken. Hans søsters – og broren Carls – kærlige hjælp fik efterhånden den udhungrede Nis på benene igen, og det var under opholdet i Viborg, at Nis Petersens litterære karriere tog fart. Den første digtsamling ”Nattens Pibere” udkom i 1926, og i de følgende år forberedte Nis Petersen sig på sin fantastiske roman om ”Sandalmagernes gade” der foregår i det gamle Rom. 1975 To unge, langhårede mænd ankommer til Jylland. Den bebrillede fyr med det lille overskæg skal besøge Nis Petersens brors familie. Han har tasken fuld af melodier til digtene, og håber på at få familiens godkendelse af det store projekt. Mændene har blaffet til Korsør og er trætte. De får kaffe og sandkage. Manden med brillerne spiller melodierne på klaveret, og familien nikker. Første skridt er taget. Så går der 7 år.
4. Dan Andersson og Sverige Sidst i 1960’erne udkommer en epokegørende pladeudgivelse i Stockholm. Det er en nyindspilning af den svenske digter Dan Anderssons tekster med musik dels af digteren selv, dels af en række store svenske komponister og ikke mindst af pladens solist Thorstein Bergman. Pladen vækker sensation i det noget stivnede svenske visemiljø, og sangene går deres sejrsgang over hele Norden. Selv i Danmark viser fjernsynet en film med Thorstein Bergman og hans guitar. 1969 I Hvidovre udenfor København sidder en gymnasieelev og lytter fascineret til en ny svensk viseplade, som den store drengs tante har haft med fra Sverige. Den har et grimt billede af Dan Andersson på omslaget, men indholdet! Den mørke tone fra de svenske skove, melankolien, naturen. Og ikke mindst Dan Anderssons bevægende og sitrende intense digte. ”Till min syster”, ”En spelmans jordefärd” og mange andre viser vækker den unge knægt, der går med en sangskriver i maven. Musikken tænder den romantiske dreng. Trods massiv omtale af Nis Petersen i perioden fra 1931 til ca. 1966 har kun meget få forskere, herunder Jørgen Andersen [1957], opdaget ”hemmeligheden” om Nis’ store forbillede Dan Andersson. Den fantastiske svenske digter inspirerer Nis Petersen til at vagabondere, som den fattige Andersson gør det i årevis, inden han dør ved et tragisk uheld på et hotelværelse i 1920. Personalet har lagt cyankaliumbaseret gift ud for væggetøjet og glemt at lufte ud. Om morgenen findes Dan Andersson død i sengen. Han efterlader sig en lang række strålende digte, der i dag regnes for hovedværker i svensk poesi. Nis, der har et usædvanligt talent for alle sprog, lærer hurtigt svensk som ung og opdager derigennem Dan Andersson. Han anskaffer sig digterens hovedværk ”Svarta ballader”, som han bærer på sig i næsten 6 år. Den er en vedvarende kilde til inspiration for Nis Petersen, der lærer at kombinere naturlyrik med dybdepsykologi; en genre som han selv videreudvikler til perfektion. 1982 Den lille digtsamling er slidt i laser. ”Den har tilhørt Nis”, siger Ellen Malberg, der fortæller om sin første mand Nis Petersens store kærlighed til den svenske digter. I den lille lejlighed i København, hvor den gamle dame og den unge komponist sidder, er der roligt og hyggeligt. På bordet ligger en række morsomme fotografier af dyr fra Zoologisk have, som Nis Petersen har taget, mens hun og han var gift. Ellen Malberg er alvorligt syg. Men hun beder den unge mand skrive musik til digtet ”3 ubehagelige ting”; de skal arbejde sammen! Kun hun ved, at hun snart skal dø. 10 år senere skriver han musikken. Her følger en række eksempler på Nis Petersens følsomme og varme medfortolkning af den Dan Anderssonske visestil. Hav en svensk-dansk ordbog parat, når du læser, da Dan Andersson skriver i en gammeldags stil og med svære ord: Vaknatt I kvävande vaknätter ändlösa långa. när minnen sticka som retade bin, jag ber om en vårnatt igen av de många, som eldat mitt blod till ett brinnande vin. Dan Andersson, uddrag af ”Vaknatt” fra ”Svarta Ballader” Nattevagt Kryber det og kravler det i mørkets relief - snærrer det og snapper det med kolde, korte bjæf - dirrer det og tikker det som revnesang i is, mens røde flammer parrer sig i bålets tjørneris. Nis Petersen, uddrag af ”Nattevagt” __________________________________________ Jag har drömt Jag har trott att alla stormarna som rasat, i min själ skulle blandas till en vansinning sång. Att där jag snavat över helvetet och faset, jag skulle lära mig dess visor en gång. Dan Andersson, uddrag af ”Jag har drömt” fra ”Svarta Ballader” Natteridt Til daggryet finder ens hest ved dens stald, og morgenen minder om lysenglens fald, når solen står op over menneskers færd med virke af trældom og kummerligt værd - med smil som af lede - med gråd som af lyst; - og hjertet er hårdt som rubin i ens bryst. Nis Petersen, uddrag af ”Natteridt” __________________________________________ Vår döda vän Allt som växt brett blev smått för ögon avgrundsdjupa, sökande irrade du där starka i vansinne stupa. Dan Andersson, uddrag af ”Vår döda vän” fra ”Svarta Ballader” Tragedie Hendes øjne er i dag som kolde kloder, og nødtørftigt må de låne deres glans. Kolde kloder ligner tiggere, som danser, og jeg frygter disse øjnes tiggerdans. Nis Petersen, uddrag af ”Tragedie” __________________________________________ 1981 Gamla Stan i Stockholm. En ung og en midaldrende mand i samtale. Visesangerne og komponisterne H.W. Gade og Thorstein Bergman. De taler om LP’pladens død, om det at skrive og den aftalte turné med Dan Anderssons og Nis Petersens tekster opført af Thorstein Bergman og Arne Elkrog. Det er blevet sent, og den unge danskers tog kører snart. De skilles med et kort, professionelt håndtryk. De ved ikke, at de aldrig mere kommer til at se hinanden. At Thorstein skal opleve sit livs tragedie. At turnéen aldrig bliver til noget. Årene går. Det er blevet sent. Släck dina stjärnors sken du höga urskogsnatt, och mörkna, unga ljung inunder gråa granar! God natt, mitt vandrarliv, var tyst mitt galna skratt, och flygen långsamt bort, min ungdoms svarta svanar! Dan Andersson, uddrag af ”Den sista sången” fra ”Kolvaktarens visor” Og med dette sidste Dan Andersson citat lader vi Nis Petersens vandringsår bag os, selvom det ”galna skratt” aldrig forlader den forpinte danske digter Nis Petersen. Lad os se solen skinne over det svigtede barn, lad os følge berømmelsens forræderiske veje, lad os følge Nis Petersens bitre fald.
5. Det store gennembrud Vejen til berømmelse er uforudsigelig og smertelig for alle kunstnere; digtere, komponister eller kunstmalere. For de fleste kommer det store gennembrud aldrig eller kun i små, glædelige glimt, der snart slukkes. Heldet spillet langt den største rolle, hvorimod talentet kun er en nødvendig forudsætning, ikke årsagen til berømmelsen. Markedsføring hjælper lidt, men giver heller ikke et rigtigt gennembrud. Men hvis man i én bog kombinerer et emne, der ligger i tiden, en karismatisk forfatter – gerne besværlig – og har et usædvanligt sprog, der er præget af lyrikkens rytme og knappe fasthed, men uden at give køb på den populære romans letflydende, fængende strøm – så har man muligvis en succes på hånden. Nis Petersen var netop denne forfatter, der havde brugt 4 år på at skrive netop sådan en roman. Nu håbede den naive digter, at forlagene ville overgå hinanden i begejstring over ”Sandalmagernes gade”. Men på den anden side; man kunne jo også lade være, sagde forlagene og returnerede manuskriptet med et standardbrev. Det var den skuffende reaktion hos de københavnske forlag. Først sagde Gyldendal nej, og så fulgte alle de andre. Da var det, at heldet tilsmilede den ludfattige jyske digter. Nis Petersens meget nære veninde, Ellen Biilmann, der havde de penge, som Nis ikke havde (men gerne brugte), gik til Priors forlag, der spidst takkede ja til at udgive romanen mod et ikke helt ringe beløb. Og for resten ville forlaget kun udgive bogen, hvis fruen fik alle Nis Petersens små bogstaver i substantiver lavet om til de gammeldags store bogstaver à la Tyskland (gik af mode efter 1945). Den 12. december 1931 udkommer Nis’ nye hjertebarn. Og den tager ikke bare Danmark, men hele verden med storm! Heldet er sandelig med digteren; i udlandet er historiske romaner højeste mode, og bogen bliver hurtigt solgt til udgivelse i mange lande lidt à la Peter Høegh i vore dage. Man kan forvisse sig om dens stadige popularitet ved at søge på www.amazon.com - den er der stadig på engelsk og andre sprog 74 år senere. Nis Petersen bliver med et slag særdeles velhavende og kan nu foretage sine rejser i virkelighedens verden og ikke kun i fantasien. Desværre kan indtægterne slet ikke holde trit med Nis’ umådelige og hovedløse forbrug. Pengene bliver brugt, før de er tjent. Det er ikke noget nyt for digteren med den håbløse økonomi. Men nu lokkes Nis til et ekstravagent forbrug af de omfattende indtægter. At gemme til bedre tider lå Nis Petersen meget fjernt. I løbet af de næste 3-4 år formøbler den mere og mere alkoholiserede digter en kæmpeformue og ender med at være ligeså fattig, som før han udgav ”Sandalmagernes gade”. Det er ikke usædvanligt, blot så meget desto voldsommere for det grænseløse, kærlighedshungrende barn, lille Nis. Digte har han aldrig kunnet tjene penge på, og den næste roman bliver ikke helt den succes, som Nis – og ikke mindst forlaget – havde håbet. Den tredje roman er på tegnebrættet. Det er den stadig, da Nis Petersen dør 9 år senere. Han har skrevet sig ud som romanforfatter, drukket sig ud af en lovende karriere, ud hvor der intet håb er mere. I 1936 besvimer han på gaden i Barcelona og indlægges med – formentlig – alkoholforgiftning. Han kommer hjem til afvænning og et stille liv. Heller ikke dette projekt lykkes. Drikkeriet fortsætter, men knapt så selvdestruktivt. Og romanerne kommer ikke – de lovede to sidste bind af trilogien om drengen Ion fra det gamle Rom, der skal genfødes i middelalderen og nutiden. Af ren pengenød begynder Nis Petersen af skrive noveller; de er lette at afsætte til aviser, ugeblade og forlagene. Det bliver en både kunstnerisk og oplagsmæssig succes, men giver kun en mådelig indtægt. Da 2. verdenskrig kommer til Danmark i 1940, begynder Nis at skrive lejlighedsdigte. Han er stadig en af landets populæreste digtere, og hans ry vokser forudsigeligt, da han dør i 1943 af kræft (Elvis-effekten). I årene fra 1943 til midt i 1950’erne dyrkes han lidenskabeligt af digtere som Tove Ditlevsen og Frank Jæger, der også delte Nis Petersens misbrug til og udover døden og selvmordets grænse. Efter 1966 er interessen for Nis Petersen ved at falme. Han er stadig pligtlæsning, og indtil starten af 1970’erne læser alle børn ”Vikingepigen” og ”De små børns smil” i dansktimerne i de store klasser. Så kommer de marxistiske år, og i 1982 dømmer Gyldendals litteraturhistorie Nis Petersen ude som dårlig litteratur og politisk mistænkelig. Nis Petersen bliver forhånet, fortiet og glemt. Han har aldrig eksisteret. En søgning på bøger af Nis Petersen hos de store boghandlere giver et rungende ”intet resultat”. Der trykkes ikke mere bøger af Nis Petersen. Nogle få komponister sætter stadig musik til digtene, men romanerne og novellerne læses ikke mere. Fare hen, fare hen.
6. Digteren I årene efter Nis Petersens død blev rim og faste metriske former fortrængt af de nye urimede og ”formløse” digte. Fra og med 1960’erne ophørte de professionelle digtere med at bruge rim og vers. Den franske digter Baudelaires opfindelse ”prosadigtet” var nu blevet normen, ikke den interessante undtagelse, som dengang Johannes V. Jensen og Nis Petersen brugte formen. Og det formløse digt blev en form i sig selv, en formløs spændetrøje, hvor alt – eller intet – var muligt. Men tilbage til de gode, gamle dage, hvor rim og vers var det, der skilte lyrik og prosa. Vi starter med at se på de klassiske form- og indholdsmæssige digttyper, som Nis Petersen brugte: Digtenes form: Fra de ældste tider (længe før skriftens opfindelse, måske for 30.000 år siden) har digte været delt i (korte) lyriske digte og (lange) episke digte: Med episk menes en digterisk form, hvor de enkelte linier er lange, og hvor sproget nærmer sig prosa på trods af evt. rim. Der var tradition for at skrive dramaer og lærebøger som (rimede) episke digte helt op til 1800-tallet. Biblen og andre hellige bøger er oftest udformet i episke verslinier. Det episke digt er Gudernes sprog. Homer er nok det kendteste eksempel på en episk digter. Med lyrisk menes en kortfattet, stram digterisk form, hvor sætninger og ord koncentreres i et slående – tit tvetydigt – udtryk. Dette ”trick” gør det muligt at beskrive stemninger, begivenheder og naturbilleder i en stærkt komprimeret form, hvor en enkelt, genial sætning kan udtrykke mere end en hel roman. De enkelt ord og den metriske forms ”musik” spiller en stor rolle for lyriske digte. Hvis disse to elementer ikke begge fungerer, mislykkes digtet. Banalitet dræber ethvert tilløb til lyrisk form. Medmindre man hedder Jens August Schade! Danske J. P. Jacobsen og Amerikanske Sylvia Plath er gode eksempler på lyriske digtere. Digtenes indhold: Indholdet – der i litterært fagsprog kaldes ”genren” – forveksles ofte med formen, hvilket er temmelig misvisende, da en lyrisk form sagtens kan handle om livet på landet (Jeppe Åkjær f.eks.), og en episk form kan handle om udødelig kærlighed (Tristan og Isolde f.eks.). Hvilke genrer, der er ”tilladt” at bruge til poesi har altid været stramt defineret af enten magthaverne eller traditionen. I Nis Petersens tilfælde har følgende genrer været i hyppigt brug: Politiske digte, herunder digte med moralsk, filosofisk, nationalt eller religiøst indhold. Underholdende digte, herunder humoristiske tekster, naturdigte og portrætter. Personlige digte, herunder kærlighedsdigte, digte om børn og om vagabonder. Nis Petersen mestrede alle de lyriske former og genrer, men var pga. sit følelsesmæssige handicap ikke så overbevisende som kærlighedsdigter. Til gengæld var han en overbevisende humorist og kunne fortælle en mindre roman på 5-6 faste, uforglemmelige vers. Hans episke digte er fremragende, men lidet egnet til musik, så da Nis Petersens nærværende biograf også er hans komponist, vil vi mest koncentrere os om de lyriske digte. Her er eksempler på et typisk lyrisk og to episke digte. OBS! Næsten alle digtene er i uddrag. Indhold af kapitel 6 Lyriske digte Episke digte Filosofiske digte Humoristiske digte Politiske digte Naturdigte Personlige digte Kærlighedsdigte Digte om børn Digte om vagabonder Lyriske digte ”Nat” er stærkt inspireret af Dan Andersson. Digtets naturskildring vrimler med dissonante billeder af sorte roser, kaktusblomster og tunge kværne. Det er metaforer for digterens mørke stemning, der tolkes gennem den kolde efterårsnat. Disse metaforer åbner for en lang række fortolkningsmuligheder, der peger på dødsangst, religiøst håb og generel fortvivlelse. Det er – som altid hos forbilledet Dan Andersson – tungsindigt og symbolistisk. Men den religiøse side af Anderssons digte viger Nis Petersen, som frafalden indremissionsk, gysende tilbage for. Her er intet kristent håb. Nat Mørkets - kulden tid var inde - det var nat. Der var vokset sorte roser op i solens have - og jeg husker nu en gråd, en gråd, der græd, bitterligt, som græd den mellem grave. Nat kan komme fuld af sødme som et smil. Nat kan kommer som et sagte sus af spæde vinger, medens kaktusblomsters fine klokker blidt over selve Himmeriges have ringer. Nat kan komme som en smerte og et savn og dens blinde, døde øjnes frygtelige veje standse tøvende og bedende og grå i de sorte rosers væld omkring vort leje. Søvnens, drømmens tid var inde - det var nat. Små minutter blev til mel i mørkets tunge kværne, og om nogen si'r at ingen tårer græd bitterligt - jeg tror det såre gerne. For jeg ved kun. det var nat - var nat. Episke digte Tre eksempler på forskellige måder at skrive episke digte på. ”Den lille gæst” er et tilsyneladende naturdigt, der forvandles til et selvransagende og forpint selvportræt. ”Færinger-frænder” er Petersens lange hyldestdigt til de tapre (og lidt tossede) færinger, som han boede hos i en periode. Det er en slags nationalsang tilegnet Færøerne. ”Elsker du mennesket” er ved siden af ”Brændende Europa” nok det berømteste af Nis Petersens episke digte. Det handler om det store Gudsspørgsmål: ”Hvad er et menneske?”. Det er et provokerende Kristusbillede, hvor den korsfæstede frelser er dækket af ” syndens sorte sår”. Og da fortælleren kapitulerer overfor Guds krav om at elske mennesket, fyldes hans mund med blod, ” menneskers blod”. Dette stærke digt har påvirket 1950’er generationen af danske sangskrivere meget, f.eks. Røde Mor med anti-Vietnam sangen med knaldeffekten ”Johnny, din mund er fuld af blod”. Et knapt så smagfuldt genbrug. For resten lånt af de samme venstreorienterede kredse, der senere fik Nis Petersen black-listet som digter og menneske. Den lille gæst 2. Alle havde tilhuse i og elsked en gammel gran, til vinden en dag blev til vestenstorm, og stormen til en orkan. 5. Den femte morgen gik dødens kys som en skælven til granens top; - men da var hver eneste guldfugl væk og duernes kurren hørt op. 7. Da vindene tav og solen brød hul i skyernes sorte skal, lå et brunt og koldt lille egern knust under granens fald. 8. Min bror! lad os se i vort hjertes gæstfri og glade gran, om vi finder et brunt, lille egern, før vi knuser det i en orkan. Færinger – frænder Det er mands værk at hugge på havet, og kvindens at følge hans færd; - hans stundom at blive derude og hendes at mindes hans værd. Det er mands værk at bøde med livet – hun bøder iblandt med sit barn; således er boden og prisen, når stormguden drager sit garn. Elsker du mennesket Mennesket kom imod mig – slæbende tungt – i vejen bag det slimede spor af løgn, af vædskende sår – En røst rungede: – Elsker du mennesket? Nej! sa jeg – jeg kan ikke. Elsk! sa stemmen. Mennesket kom – nærmere – krybende – savlende af lyst – med fluer og utøj i bugens vunder. Og røsten hamrede: – Elsker du mennesket? Nej! sa jeg. Elsk! sa stemmen. Nærmere – langsomt nærmere – tomme for tomme – stanken tog til af løgnens tusinde syger – og røsten truede: – Elsker du mennesket? – Nej – jeg elsker ikke! Elsk! sa stemmen. Da rejste mennesket sig – og det rakte sine hænder imod mig, og se: naglegabene vædskede rødt – til skulderen var de nøgne arme dækkede af syndens sorte sår – og mennesket lo: – Således har Gud elsket – ! Der faldt et bind fra mine øje – og jeg råbte: – Menneske – jeg elsker dig! Og min mund var fuld af blod – af menneskers blod. Filosofiske digte Nis Petersen skrev mange aforistisk og filosofiske digte. De er præget af tredvernes ideologiske og moralske debatter og Nis’ delvist selvopfundne filosofiske dogmer. ”Pottemageren” er et godt eksempel og brugt som introduktion til digtsamlingen ”Nattens pibere”. Pottemageren 1. En pottemager kender den sødmetunge gru ved dag på dag at fylde lervaser på en hylde for nået til dens ende vemodigt at erkende, at de, der blev ham kærest, var de, som gik itu. Humoristiske digte Nis’ folkelige popularitet skyldtes i høj grad de humoristiske digte, ligesom vor tids digtere som fx Benny Andersen først blev kendt med de morsomme Svantes viser. Der er stadig vid og bid i digtene, selvom de lejlighedsvis kan kamme over i sentimentalitet. De tre eksempler er ”Gamle smed Larsen”, der i heroisk bramfrie ord lovsynger smedens buttede kone. ”Tre ubehagelige ting”, der var et af Ellen Malbergs yndlingsdigte, er et humoristisk portræt af kulde, sult og træthed, som digteren oplevede det på egen krop under sine år som hjemløs. ”Med Göteborg-Kalle på Herthas Flak” er en sømandsvise, der starter med drukne minder om søfolkenes vidunderlige kærester. Og ender med et nattekøligt og svalende ophold på dækket, hvor gæssene trækker over havet. Smukkere og sjovere kan det næsten ikke gøres! Gamle smed Larsen Verden er rigtig beskidt, min dreng, og din bedstemor var en so; men der var en sommer på præstens eng - død og dommer den præsteeng -hun stod ved forpagterens gamle bro så bold og buttet og ferm og fin - og din bedstefar var en hankanin. Tre ubehagelige ting 1. Har I frosset sådan rigtig, så at kulden åd sig vej ind til hjertets hvide rødder? - Det har jeg! Jeg har frosset, til jeg bare var en hvid og blålig masse, og jeg svor, jeg ville se at få en kæmpeovn at passe. 2. Har I sultet sådan rigtig, så at maven løb sin vej, blev konkav og øm og snaksom? - Det har jeg! Jeg har sultet, til min hjerne var en brand af grønne nælder, og jeg svor, jeg ville købe mig en kæmpestegekælder. 3. Har I vaklet sådan rigtig, så at knoglerne sa nej til at slæbe jer en meter? - Det har jeg! Jeg har, hudløs, gal af træthed eengang smidt mig på en mole, hvor jeg svor, jeg ville se at blive lærer ved en skole. Med Göteborg-Kalle på Herthas Flak 1. Vi lå en nat ved Herthas Flak i Kattegat og røg tobak. Og vi drak sprit og kom i sved og gråt en bit af kærlighed. 2. Hans livs plasér en flicka vän og prud med mer fra Bohus län kom på visit i dim og damp fra estisk sprit og sovset hamp. 4. Mens våren kom med rusk og ryk, blev dunken tom og luften tyk og gæs, som trak i sorten nat om Herthas Flak i Kattegat. Politiske digte Selv om Nis Petersen var konservativ af natur, skrev han ikke så mange politiske digte. I skarp modsætning til hans fætter Kaj Munks skriverier fra 1930’rne. Nis var modstander af krig og skrev det fine digt ”En ufødt soldats mor” kort efter 1. verdenskrig. Kommunister vil næppe elske det, og den røde ”Mars” er næppe en fejlassociation fra Nis Petersens side; han holdt klart med de ”hvide” under den interne borgerkrig i Sovjet efter revolutionen. En ufødt soldats mor 1. Rævene gø'r mod Mars i nat; Mars glammer i blink til svar; det sukker på mark; det jamrer i krat; bjælderne ler på en narrehat. Velan - janisjar! Du bærer en dreng ved dit hjerte, tøs; mærk: han vil rive dit hjerte løs. Den røde har hvervet din søn! 2. Legioner går ud til krig på kniv; kun få finder hjem igen; arméer tramper i moders liv; thi kamp som elskov er tidsfordriv for hvervede mænd. Og du bærer en dreng ved dit hjerte, tøs, mærk: han vil rive dit hjerte løs. Den røde har hvervet din søn! 3. Du sy'r med de kæreste småbitte sting; Mars glammer i blink til svar. Du tænker på alle de søde ting - men bjælderne ler: klingeling - klingeling -Velan - janisjar! Du bærer en mand ved dit hjerte, tøs; mærk: han vil rive dit hjerte løs. Den røde har hvervet din søn! Naturdigte Den store inspiration fra Dan Andersson har givet sig udslag i mange smukke naturdigte hos Nis. Her er et overrumplende og flot naturdigt, der samtidigt er et smukt kærlighedsdigt og en vikingetidshistorie fra Hohøj skrænt ved Mariager, hvor Nis Petersen boede en kort tid. Digtet var engang pligtlæsning for alle skoleelever. Gid ”Vikingepigen” måtte blive det igen! I første vers tæller pigen svanerne. Det er fugletydninger kendt fra de gamle romere, der skal forudsige en begivenhed – hvilken får vi ikke at vide. I andet vers præsenteres vi for pigen, der kommer før solopgang for at vente. Hvor sidder hun? Hvad venter hun på? I tredje vers svøber regn og tåge sig om pigen, hvis ”vogtende” blik nu afslører, at hun sidder ved fjorden. I Fjerde vers kan det nok være, vikingepigen vågner af sine drømme. Hun kaster sig skrigende og hujende ned af skrænten og ”flyver” ”gladgal” ned mod vandet. Et fantastisk stærkt udtryk, som læseren aldrig glemmer. I det femte vers løber pigen med brune ben som ”trommestikker” og ”arme glinsende” af sol og regn. Hun løber som ”hjortekiddet”. Så kommer det forløsende sjette vers, hvor pigen venter ”ved bådens sted”, mens ”de kom nærmere – bestandigt nærmere”. Og til slut det triumferende skrig af fryd ”og han var med”! Dette er et enestående digt i dansk litteratur både i form og intensitet. Et digt de fleste danske digtere ville have slået ihjel for at kunne skrive. Vikingepigen 1. Da det blev efterår, og løvet faldt, kom hun her oftere og talte svanerne, hvis sære kiler kan fortælle alt. 2. Før himlen rødmede ved dagens gry, kom pigen springende og sad her dagelang, og næste morgen kom hun her påny. 3. Mens regnen regnede, og tågen føg, sad pigen spejdende med blikket vogtende på fjordens blinken over birk og bøg. 4. Og da en morgenstund et sejl blev kendt, da sprang hun hujende, da fo'r hun skrigende, da fløj hun gladgal nedad Hohøjs skrænt. 5. Som hjortekiddet over stok og sten - med arme glinsende og håret flagrende - som trommestikker gik de brune ben. 6. Hun stod og ventede på bådens sted, mens de kom nærmere, ja, de kom nærmere, bestandig nærmere - og han var med. Personlige digte Personlige digte og kærlighedsdigte ligner hinanden, da begge genrer er af privat/personlig karakter. De er karakteriseret ved at beskrive personlige oplevelser og følelser, der i (vellykket) digterisk form bliver almentmenneskelige og derved ophører med at være private og pinlige. ”Støv” er Nis Petersens fortvivlede bekendelse af sit svigt over bedstemoderen, der lå døende i sin seng og kaldte på Nis, der aldrig kom. Han var veget fra hjemmets strenge indremissionske tro, det var så hans egen beslutning. Men han havde svigtet på det menneskelige plan, umoden og forstyrret som han var i sine unge år. Det er et af de mest gribende digte om tvivl og skyld, der nogensinde er skrevet på dansk. ”Bændelormen” er den døende Nis Petersens ironiske farvel. Bændelormen er den truende kræft, der tager livet af digteren året efter. En frygtelig tomhed, der sluger både glæden og sorgen. Det er en dybtfølt beskrivelse af depressionens yderste grænse, hvor alt bliver forfærdende ligegyldigt. Støv Jeg har eengang kendt en hånd, som nu forlængst er død - stiv var den, krum var den, hård og ru og rød - det var den, jeg kasted vrag på, denne skønne, magre hånd før de skiltes støv til støvet, ånd til livets væld af ånd; men jeg gav jo, å så gerne, et af livets bitre år, hvis den eengang måtte stryge som et kærtegn i mit hår. Bændelormen 1. Mit hjerte er vært for en bændelorm. Forleden åd den en sorg, en velskabt og højst værdifuld sorg, som tilmed var taget på borg. 2. Min bændelorm er en særlig slags, der larmer uden lyd. I går åd den med velbehag en frodig og festlig fryd. 3. Der er det ved at huse en bændelorm -af min særlige bændelorms art, at den borer sig frem gennem fred og fryd og kvide og andet rart. 4. Hvilket hus med at huse en bændelorm – at gnaves ved dag og ved nat – den tømmer ens hjerte, til hjertet er tomt og af latter og tårer forladt. 5. En bændelorm er en farlig ting, den gør ondt og gør varig fortræd, den tømmer ens hjerte - en sensommerdag fortærer den hjertet med. Kærlighedsdigte Da Nis Petersen i det meste af sit liv kun havde platoniske forhold til kvinder, og i det hele taget havde det svært med følelser og kærlighed, står hans få kærlighedsdigte vegt og sløret; de mangler ilden og det grænseoverskridende. Nis Petersens kærlighed er altid på flugt, fuld af brudte løfter, svig, løgne og fortvivlelse. Det er stærk læsning, en usædvanlig afart at dansk kærlighedslyrik, måske en smule i familie med Henrik Norbrandts forsøg i samme genre. *”Så meget”* er et nærbillede af to elskende, der forgæves venter på hinanden, men aldrig mødes igen. Det er et frysende billede af tab og fejhed, som kun Nis Petersen kunne skildre det. *”Café det Røde hjerte”* er et af digterens berømteste digte. Det handler også om svigt og tab, ironisk indrammet af ”gamle pastor Smerte”, der sidder med ”den søde lille løgner frøken Trøst” på skødet. I caféens halvmørke afsløres i løbet af digtet (ikke alle vers er med her) flere knuste røde hjerter, og den vellystige pastor Smerte slutter digtet, igen med frøken Trøst på skødet. Følelsen og kroppen sat som modsætninger; Nis Petersens eget dilemma. *”Kit in Memoriam”* er tilsyneladende sjov og ballade, men formentlig skrevet om en virkelig person. Den er skrevet til en antologi om kærlighed, og rummer en række spøjse detaljer. Kit er en rigtig drengepige; hun staver som en brækket arm, men har et hjerte af guld. Og hun ”svigter aldrig sejl”, hvad det så egentlig skal betyde! Digteren starter med at understrege, at alle rygter om ham er stærk underdrevne. Så har vi ligesom det på plads. Så dør Kit pludseligt uden videre forklaring og sætter sig til at vente på sømanden hos Skt. Peter. I det næstsidste vers beskriver digteren kækt, at de passer sammen som ”en svaber til sin pøs” (det skal rime med chikanøs!). I sidste vers ankommer sømanden noget forsinket til himlen og bliver ikke lukket ind. Sidste billede, mens filmrulleteksterne starter, lyder: ”Vi finder nok et andet sted! En sådan tøs var Kit.”. Man ser Charlie Chaplin vandre ud af landevejen mod horisonten med sin elskede. Så meget 1. Så meget har en dør forvoldt, en dør, som smækked' i, at to, som af hinanden holdt, nu går hverandre ) høfligt koldt og hadefuldt forbi. 2. Han udenfor - kun ganske lidt; om sagte der blev kaldt? Så gik han bort med faste skridt, mens hun sad indenfor med sit og hørte døren faldt. 3. To hjerter græd hinandens navn bag vredens lås og bolt, og det, at favn budt frem mod favn frøs til i sammen, kolde savn, har dørens faldt forvoldt. Café "Det røde Hjerte"* 1. Der var stille i café "Det røde Hjerte" - det var skumring, og det mørkned' - det var høst. Og på skødet af den gamle pastor Smerte sad den søde, lille løgner, frøken Trøst. 6. - Men så giv mig I, som sidder her i grået, og som færdes så vidt, på een ting svar: Hvorfor bliver nu den elskede forsmået, når hun giver den, hun elsker, hvad hun har? 7. Der var een, som højlydt gabte bagved bordet, og den gamle pastor Smerte stjal et kys, hvorpå lille frøken Trøst gesvindt tog ordet for et velment, skønt beskedent visdomsdrys: 8. - Svaret, pige, er banalt som selve visen: Den, der elsker mest, betaler altid bravt. Det er prisen, lille pige - det er prisen på din stolthed, som du satte lidt for lavt. 11. Å - det knaged' i mit syndefulde hjerte, da det stilned' om den lilles kære røst. Men på skødet af den gamle pastor Smerte sad den søde, lille løgner, frøken Trøst. Kit in memoriam 1. De skældte mig for drukkenboldt og sjover og drabant og hvisked' det, som værre var, og hvert et ord var sandt; men Kit var som en hvirvelvind, hvem ingen sladder fandt. 2. Hvert brev hun skrev i ny og næ med klatter og med fejl var sødt som kys og brændevin og slog mig som en plejl, endskønt devisen altid var: - Kun aldrig svigte sejl! 3. Det sidste lå i Amsterdam, og siden lyste blank. Kun midtpå med den lilles skrift forførende og slank stod: - "Skidt med alt, når blot du, dreng, må holde ryggen rank". 4. Sankt Peter, tænker jeg, har le't: "- Kom ind i Himmelen!" Så har hun tøvet et sekund og vendt sig om igen og sat sig ned og stille sagt: "- Jeg venter på min ven." 5. Så hvis du drager af før jeg og ser en lille tøs med vortet hånd og næsen rejst i vejret chikanøs, så passer hun til mig s'gu som en svaber til sin pøs. 6. Og når jeg står på Himlens vægt med et par pund for lidt, så tror jeg nok en næsvis røst uskyldigt hvisker: "Skidt - vi finder nok et andet sted!" En sådan tøs var Kit. 1979 Toget kører ind på Viborg station. En yngre mand stiger af med sin taske og jakke over skulderen i det varme sommervejr. Han skal besøge Nis Petersens tvillingesøster Emma Pilegaard, der skal tale med komponisten og give sin tilladelse til brugen af brorens digte. Det er en rejse fra 1897 til 1979 –næsten et anagram. Den yngre mand fortsætter sin lange togrejse, denne gang mod Norrköping. Det kunne have været Nis Petersen. Digte om børn Nis Petersen nåede aldrig at blive far, men det er indlysende, at han elskede børn. Som en stærkt karakterafvigende, omsorgssvigtet person ville han dog næppe været blevet en god far, men hans vilje er den bedste af alle. Særligt de to følgende digte blev højt elskede, og pædagogernes fagforbund brugte efter Nis Petersens død ”Forlad os vor skyld” som et pædagogisk eksempel til efterfølgelse. *”De små børns smil”* er nok Nis Petersens kendteste digt. Det er på grænsen til det sentimentale, men reddes af den smertefulde tone, der ligger under lovsyngelsen af børnenes uskyldige smil. Der er flere andre eksempler i Nis’ produktion om og til børn. De er alle solidariske med de små og fyldt med en ukarakteristisk varme. *”Forlad os vor skyld”* er sangen om at dræbe børnenes drømme. Det er smukt skrevet og tænkt. Det fremhævede vers er det, som blev brugt af pædagogernes fagforbund i 1943, hvorimod det fjerde vers er komponistens foretrukne billede af de voksnes overgreb på børn. Alt i alt et smukt og troværdigt digt. De små børns smil 1. Jeg samler på de små børns smil - de små børns lyse smil, og brød man op mit hjertes skal med bor, med dirk, med fil – 2. Man fandt den største samling smil, som nogen tid er set - man fandt det blide genskin af, hvad tusind børn har let. 3. Og trådte du mit hjerte ned og knuste det til slut, så skete kun, i samme stund dets arme væg var brudt – 4. At små børns smil, de lyse smil brød ud, kom løs, blev fri og fyldte mig og fyldte dig med sollyst skælmeri. 5. Se derfor plukker jeg, hvergang der blomstrer smil på kind, et lille smil og lukker det i hjertets skatskab ind. Forlad os vor skyld 1. Forlad os vor skyld for hver drøm, vi har dræbt i barnets uskyldige sind. Forlad os hver drøm, vi har tankeløst slæbt ud i kulden og hverdagens vind. 2. En levende drøm bærer drøm i sit skød, som vil, at man løser den fri. En drøm, som er dræbt, er evindelig død og den glæde for evigt forbi. 3. Lad barnet beholde sit drømmepalads - sin alf og sin faun og sin fe, og engle med guldhår og vinger af glas på skyer af brændende sne. 4. Man tramper sin vej og er voksen og dum og tramper små drømme ihjel. Men barnets bebrejdelse, sløret og stum, gør ondt i vor ribbede sjæl. 5. Forlad os hver drøm, vi engang har forvist til tiden, fra før den blev skabt. Lad barnet beholde, hvad vi har forlist, og glædes ved det, vi har tabt. Digte om vagabonder De følgende digte er de mildeste (!) af Nis Petersens barske skildringer af de hjemløses hverdag. Han havde som den samtidige George Orwell ingen illusioner om livet på landevejen. *”Hil vejenes folk”* er en gribende skildring af vagabondens bitterhed og fortvivlelse. *”Sendebudet”* er mere melodramatisk og skildrer råheden, og den sidst rest af anstændighed, der ikke vil dø. Det var slagnummeret, når Ellen Malberg læste op af digterens værker. Trods dets teatralske tone, rummer det mange fine detaljer, særligt linien: ”Hun veg som en birk for høstens vejr”, der med få ord fremmaner billedet af den gamle kvinde, der overvældet af lykke, modtager uret som minde om sin døde søn. Hil vejenes folk 1. Den vej, der begyndte, hvor foden gled, og ender - ja, hvem ved hvor! - Din vej, vagabond, og min vej med, den vej, som de fredløse fo'r. Den hvide vej, som du ikke kan fly: som slap dig ved nat og greb dig ved gry, beslog dine støvler med milenes bly - ave det folk, der fo'r den! 2. Den vej, du har søgt, som du daglig har mødt et leje, en flaske, et trug; - den vej, som lå tegnet, fra før du blev født i nervernes net i din bug, den vej, vagabond, som du rækker imod, som gyder det hedeste had i din blod, som kysser - som favner - som sårer din fod - ave det folk, som fo'r den! 3. Forbandet den vej, der er din vej som min - forbandet de mødige mil - forbandet de flade, gemytlige grin, hvor hjerterne bad om et smil! Forbandet den tågede dag, vi gik vild, forbandet den vej, som vi viedes til - forbandet - forbandet den vej, men hil - ja - ave det folk, som fo'r den! Sendebudet 1. Det led mod de frysende stjerners tid, da Fusel fandt vejen frem. En hytte nikkede velkomstblid i humlehegnenes gem. Bror Fusel kom som stafet med bud fra een, som var stedt i nød - ja mer' endnu: som var rendt for Gud; og mer' endnu: som var død. 2. Han mindedes atter de sidste ord i makkerens skidne mund: - Så gå mod nord til min gamle mor og sig i den første stund, at jeg forbander hver dag hun bar mit skrog i sit fromme skød - forbander hver dag, som siden var - forbander .... og så var han død. 3. En måned hang på sin himmelvæg som et ur, der er gået i stå. Bror Fusel tøvede tung og træg og banked' så sagte på. Der hørtes døre, som gik, og skridt, som fyldte hans sind med skam. Så lød en stemme - sørgmodigt-blidt: - De kommer med bud fra ham! 4. Bror Fusel nikked': .. åja ... ånej! han stirrede hjælpeløst ned: - han - bad - mig stikke den hersens vej og si' ... han er ... død ... med fred. Og si', at hvodden det ellers bar .... ad hvilke veje han fo'r, .... og hvor han la' sig ved nat, så var hans tanker ved gamle mor. 5. Og han - bad - mig - gi' Dem dette her som bud fra den sidste tur! Hun veg som en birk for høstens vejr og kyssede drengens ur. Det ur blev timer i minders kval og timer i stille fest .......... - Og det var det ur, Bror Fusel stjal ved gry af den dødes vest.
7. Prosaforfatteren At skrive om Nis Petersens romaner og noveller er næsten umuligt for nærværende forfatter, der nok har læst novellerne og ”Spildt mælk”, men aldrig hovedværket ”Sandalmagernes gade”, som han har en ubegrundet men stærk modvilje mod at læse. Han ved ikke hvorfor – måske fordi det ville ødelægge det ideelle billede af den ”rene” digter? En prosa fobi??? Vi opfordrer læsere af NisPetersen.dk til at skrive en kort artikel om Nis Petersens romaner og noveller (ca. 4-5 sider). Der er ingen betaling for arbejdet, kun glæden ved at udbrede kendskabet til en stor digter. Der vil blive navn under artiklen. Vi forbeholder os retten til at udvælge og redigere i teksten i samarbejde med forfatteren/forfatterne. Se kontakt \| debat.
8. Nis Petersen og kvinderne Indtil ægteskabet med Ellen Malberg i 1932 havde Nis Petersen mest haft brevveksling med kvinder; det blev sjældent til personlige møder. Ellen Biilmann var en undtagelse, men det var og blev et platonisk venskab, der holdt livet ud. Ægteskabet med Ellen Malberg, som Nis Petersen mødte i forbindelse med en radiooplæsning af hans digte, var relativt lykkeligt, men varede kun i få år. Det var de mest alkoholiserede år i digterens liv, og det kan de færreste ægteskaber holde til. De første to år boede parret i Irland, mens Nis Petersen skrev på romanen ”Spildt mælk”, men forholdet blev i 1934 meget dårligt og et par år efter blev de officielt skilt. Ellen Malberg fastholdt dog den venskabelige forbindelse med digteren til dennes død, og vedblev resten af sit liv med at læse op af Nis Petersens digte og bøger. 2002 Malmö centralstation En midaldrende mand sidder på en bænk i forhallen og læser. Han har en guitar og en tung håndtaske ved siden af sig. Det er en lille, tynd bog med mørkeblåt omslag med hvide stjerner og titlen ”Mod hæld”. Han læser bogen med stor hast. Tårerne triller nu uhæmmet, og han lukker bogen. Det er hans ven, hans broder, der lige er død i den gamle bog fra 1948; Annalise Nis Petersens rasende svar på professor Brix’ uretfærdige anklager mod Nis i sin biografi fra 1947. Det er som om Nis Petersen er død to gange for komponisten, først i 1943 og nu i 2002, Men aldrig har han følt sig nærmere sin ven og broder, Nis. Nis Petersen blev i 1938 gift med den purunge Annalise Staggemeier. Da var digteren i den dybeste nød nogensinde. Han var låst fast i en dødelig skriveblokering og belejret af vrede kreditorer. Efter det hastige bryllup flyttede de to til landsbyen Laven i Østjylland, hvor de boede til Nis Petersens død i 1943. På billedet ses Nis’ elskede hund Rasmus. Det var Annalise Nis Petersen, der blev digterens sene muse og hjalp ham ud af den svære frygt for at skrive og ind i en sen digterisk blomstring, der kunne have været starten på et nyt kapitel i hans urolige liv, hvis døden i form af kræft ikke havde indhentet ham i 1943.
9. Nis Petersens liv i korte træk
Årstal		Begivenhed
1897		Nis Petersen fødes i Vamdrup
1898		Faren indlægges på sindssygehospital
1899		Moren dør
		Nis Petersen og hans to søskende bliver plejebørn hos bedstemoderen i Herning
1914		Realeksamen
		Farmaceut elev på Løveapoteket i Nakskov
1917		Forlader elevpladsen og bliver journalist på Holbæk Amts Avis
1920		Afskediges fra avisen. Bliver journalist på fagblad. Afskediges.
1922-25		Arbejder som løsarbejder og ender som hjemløs vagabond i Jylland og København
		Skriver en hel del af sine bedste digte
1926		Nattens pibere (digtsamling)
1927-30		Skriver på Sandalmagernes gade, arbejder på svogerens skofabrik
1931		Sandalmagernes gade (roman) Bliver gift med Ellen Malberg
1932		Rejse til Irland med Ellen Malberg for at skrive den næste roman
1933		En drift vers (digtsamling)
1934		Spildt mælk (roman)
1935		Til en dronning (digtsamling)
1936		Skilles fra Ellen Malberg Katastrofal rejse til Spanien. På alkoholafvænningsklinik
1937		Engle blæser paa Trompet (noveller)
1938		Bliver gift med Annalise Staggemeier
1940		Stykgods (digtsamling)
1941		Dagtyve og andre (noveller)
1942		Muleposen (noveller)
1943		Nis Petersen dør
		Stynede popler (digtsamling og noveller)
1947		Liv og Digt Hans Brix’ let perfide biografi over Nis Petersen
1948		Mod Hæld Annalise Nis Petersens forsvar for Nis Petersen
1949		Samlede Digte
1966		Stynede popler, revideret
Ordliste til den tøvende læser
	Aforistisk		Som en aforisme, som et ordsprog
	Alkoholforgiftning.		Livstruende mængde alkohol i blodet
	Andersson, Dan		Svensk visedigter (1888-1920)
	Antologi		Samling af bøger / blade
	Aseksuelle		I cølibat
	Ateistisk		Gudløs
	Autistisk		Psykisk handicap der bl.a. medfører manglende evne til at forstå andre mennesker, urealistiske fantasier og drømme, der af patienten opfattes som virkelige. Nis Petersen havde muligvis Aspergers syndrom, der er en form for autisme for normaltbegavede.
	Baudelaire		Fransk digter i 1800-tallet
	Beslog		Beslå = sætte såler på sko Beslog = datidsform
	Biograf		Person, der skriver en biografi
	Bitterligt		Bittert
	Bod		Straf
	Bramfri		Rapkæftet
	Brav		Modig, ærlig, flink
	Brændevin		Snaps
	Bug		Mave
	Bændelorm		Lang snylteorm, der inficerer maven, almindelig i 1930-erne
	Chikanøs		Fræk, drillepind
	Digterspire		Ung, lovende digter
	Dogme		Religiøst eller kunstnerisk Krav
	Drabant		Soldat
	Drukkenboldt		Drukmås
	Dybdepsykologi		Grundig psykologisk analyse af personer eller adfærd
	Eksempel til efterfølgelse		Forbillede
	Ekstravagent		Bruger for mange penge
	Episk		Digt, der ikke er skrevet i vers
	Erhvervede		Ikke-medfødt sygdom, der skyldes ydre påvirkning f.eks. under den tidlige barndom
	Farmaceut		Ekspert i medicin
	Favner		Omfavner, omfatter
	Fejlassociation		association
	Flosset		Revnet, revet itu
	Fobi		Tvangspræget angst for f.eks. edderkopper eller åbne pladser
	Formøbler		Bruger en (en formue)
	Fornedrelse		Ydmygelse
	Frafalden		Person der forlader et parti eller en religion
	Fugletydninger		(overtroisk) brug af fugle til at spå om fremtiden
	Fusel		Metylalkohol (meget giftigt)
	Føg,		Datid af ”fyger”
	Gabte		Datid af ”gaber”
	Gemytlige		Flinke og morsomme
	Genskin		Erindring, tankebillede
	Gesvindt		Hurtigt
	Glammer		Gør (ræve)
	Glinsende		Våd eller blank overflade
	Grandios		Storslået
	Gru		(voldsom) Skræk
	Gry		Morgen
	Herbarium,		Samling af f.eks. lægeurter
	Higede		Ønskede sig
	Hil		Vær hilset
	Himmelvæg		Himmel (opfundet af Nis P)
	Himmeriges		Himlen, paradis
	Hjortekiddet		Hjortens unge
	Hobens		Mængdens (nedladende)
	Hohøj		Berømt oldtidshøj i Maribo
	Hovedværk		Hovedpine
	Hudløs		Har f.eks. gået meget langt og har blodige vabler på fødderne
	Humlehegnenes		Almindelige hegn i 1930-erne
	Indremissionsk		Fundamentalistisk kristen bevægelse i Jylland
	Janisjar		Trommeslager (tyrkisk låneord)
	K.F.U.K.		Indremissionsk ungdomsbevægelse
	Karakterafvigende		”Unormal” adfærd, anderledes måde at opføre sig på.
	Klingeling		Lyden af bjælder
	Konkav		En overflade, der krummer indad, buler indad (maven f.eks.)
	Kurren		Duernes lyd
	Kval		Sorg
	Kvide		Sorg stavet på en anden måde
	Kværn		Sten til at male korn på. Nis Petersen bruger den også til at male tiden med
	Legion		10.000 soldater
	Lystløgner		Bevidst løgn, ofte ufrivilligt og tvangspræget
	Makkerens		Kammeratens
	Maniodepression		Psykisk sygdom, der veksler mellem manisk (opstemt / hyperaktiv) og depressiv (dybt fortvivlet / handlingslammet) adfærd
	Metier.		Arbejde
	Naglegabene		Kristus sår efter sømmen i hænder og fødder (kristen)
	Nattens små pibere		Poetisk omskrivning af flagermus
	Omsorgssvigt		Manglende omsorg for et spædbarn, herunder ingen berøring eller kærlighed
	Patologisk,		Sygelig
	Pensionat		”Bread & bedfast”
	Platonisk		Kærlighed uden sex
	Prud		Smuk (svensk)
	Påny.		Igen
	Pøs		Spand med vand til at vaske et skibsdæk med en svaber (se denne)
	Rebelsk		Oprørsk
	Selvransagende		Gennemtænke en (forkert) handling eller bemærkning
	Skatskab		Pengeboks
	Skriveblokering		Midlertidig manglende evne til at skrive, selvom man kan
	Skælmeri.		Spøg, leg
	Slagnummer		Hit
	Sløret		Tåget
	Smagfuld		Smuk
	Snaksom		Taler (for meget)
	Sociopatisk,		Pænere ord for psykopatisk
	Sovset		Fyld med (pibe)sovs
	Stormguden		Poetisk omskrivning af stormen
	Substantiver		Navneord
	Svaber		Kost forsynet med en klud til at vaske et skibsdæk
	Tidligt skadet		Omsorgssvigtet barn, der mangler evnen til kærlighed og tilknytning, tit impulsivt og voldeligt
	Tidsfordriv		Noget at lave, når man keder sig
	Tilhuse		Bor i
	Tungsindigt		Sørgmodigt
	Udlængsel		Længsel efter at rejse
	Uhumske		Ulækre
	Vagabond		Hjemløs, gutterne på torvet
	Væske		Væske (gl. stavemåde)
	Væggetøj		Lus, lopper etc.
	Yngeladfærd.		Moderens måde at passe sine dyre- eller menneskeunger på.

gengivet med tilladelse fra arvingerne og forlaget Gyldendal