Digteren Thøger Larsen blev født i 1875 og døde i 1928. Han var en af dansk poesis store begavelser i sidste århundrede og skrev en lang række fine digtsamlinger samt enkelte romaner og noveller. Sangene ”Danmark nu blunder den lyse Nat” (1914) og ”Du danske Sommer jeg elsker Dig” (1923) hører til de mest elskede sange i folkehøjskolesangbogen. Ved siden af digtningen var han en dygtig amatørastronom og elskede stjernerne.

Han udgav sine Sappho oversættelser i 1924 en periode, hvor det generelle frisind bredte sig over Europa efter den første verdenskrigs rædsler var glemt og den unge russiske revolution med dens frisind og modernitet ændrede verden. Det med frisindet og moderniteten satte Stalin en grusom stopper for i 1936, men det er en anden historie. At udgive den skandaleramte græske digterinde fra år 2,600 før vor tid var dog let voveligt i sig selv, og samlingen indgår derfor som regel ikke i digterens værksfortegnelser. Ikke desto mindre er måne- og natteelskeren Thøger Larsen den rette til at oversætte Sappho geniale nattescener. Jeg medtager Larsens oversættelser af de samme tekster, som jeg også selv har oversat, fordi jeg elsker denne blide danske naturdigter, og fordi ingen mere kender hans oversættelser af Sappho. Her er de!

OBS! For at se resten af Sappho digtene i Thøger Larsens flotte oversættelse – samt alle digterens øvrige gode digte – går man ind på www.kalliope.org under ”Thøger Larsen”.

Thøger Larsens oversættelser 1924

Digtene er placeret i den rækkefølge som mine oversættelser har i korværket for lettere at kunne sammenligne de meget forskellige oversættelser.

Første del

1. Nogle siger at rytterne eller infanteriet

IV.

(TIL ANAKTORIA)

Spredt man siger: Skønnest paa sorten Jord er

Hestfolk, Fodfolk eller en Hær paa Søen.

Men for mig det ypperste er to aabne,

elskede Øjne.

4. Med mine to arme

Ej jeg prøver at strække min toalens Krop til Himlen.

Anden del

1. Det synes mig, at han er lig de udødelige guder

TIL EN UNG PIGE

Lykkerig, ja Guderne lig jeg finder.

ham, du giver lov til at sidde nær dig,

vendt imod dig, lyttende til din Læbes

liflige Vellyd.

O – din Længsel-vækkende hede Latter!

Hjertets Banken bæver mig gennem Barmen.

Naar mit Øje hastig din Skønhed møder,

svigter mit Mæle.

Tungen lammes brat, som en Pil, der knækkes,

lette Luer hen under Huden løber,

min Øjne dummes ´, en Brænding koger

i mine Øren.

Sveden springer ud mig af alle Porer,

Kroppen ryster, og som et græs jeg blegner.

Alt mit Ydre falmer, som have Døden

rørt ved mit Hjerte.

– – –

2. Jeg har en datter, skøn som gyldne blomster

TIL KLAÏS

O hvor dejligt er mit Barn, lig et foraars gyldne Blomstrer,

er det unge Legems Ynder, Klaïs, som jeg elsker.

3. Hun er et sukker-æble

XXI.

ret som det sødeste Æble,

siddende yderst paa Grenen,

højest i Toppen af Træet –

glemt af de plukkendes Skare,

nej, o slet ikke glemt –

de kunde blot ikke naa det

4. Løft tagspærene, løft dem helt op

XVIII.

Op nu, op nu med Taget,

i Hymens navn,

hæv det, Tømmermænd, hæv det

i Hymens navn,

Brudgommen ligner Ares

[i Hymens navn],

langt større han er, end en stor Mand

[i Hymens navn],

og han rager, som Digter

[i Hymens navn],

den lesbiske over hver fremmed

[i Hymens navn],

(de sidste 4 linier er ikke medtaget i min oversættelse, da det er lidt pinligt selvros for fru Sappho, hwg)

5. Aftenstjerne!

XXIII.

TIL AFTENSTJERNEN

Hesperos, alting du bringer,

hvad Dagningen lysende spredte,

bringer Faar, bringer Ged hjem,

bringer Barnet igen til dets Moder.

Tredje del

3. Når vreden vokser

XXIX.

Raser Lidenskab vildt i Brystet,

Tungen glammer som Vogter forgæves.

5. Den blide Adonis dør

O Kytherea, den skønne

Adonis er døende. Raad os!

Slaa jer for Brystet, Piger,

og sønderriv jeres Klæder!

6. Jeg var din ven

…………………………de, jeg gjorde

vel imod, gør netop den største Skade

mig til Gengæld…………………………

Fjerde del

1. Den rosenfingrede måne

III.

– – –

[Tit hun mindes], hvordan engang vi leved,

da Gudinden i dig hun saa,

og hun valgte din Sang for alle Sange.

Nu i Lydien straaler hun blandt Kvinder,

som saa tit efter Solnedgang

rosenblussende*) Maanen ses blandt Stjerner.

naar den spreder sit Skin paa salten Hav og

Mark, hvor Dug over Roser faldt,

over Kørvel og frodig Honningkløver.

Tit naar hun paa sin Vandring venligt mindes

Atthis’ ømme hengivenhed,

lægger Sorgen sin Byrde tungt i Barmen.

Og hun raaber og højt os to hun kalder,

Natten tværs over Havets dyb

tusindøjet**) vor fælles Viden synger.

––––––––––

*) Egl. ”rosenfingret”

**) J.M. Edmonds kompletterer det molesterede polyô til polyôs, mangeøret. Jeg antager polyôps, mangeøjet.

2. Blinkende stjerner i krans om månen

Alle Stjerner rundt om den skønne Maane

hyller ind de skinnende klare Aasyn,

naar dens fulde sølverne Glød i Natten

lyser paa Jorden.

3. Men jeg ligger alene på mit leje

II.

Nu er baade maanens Skive

og de syv Plejader nede,

det er Midnat, Tiden iler,

og jeg ligger her alene.

4. Ingen honning til mig

XXX.

Bort med Honning saa vel som Bier.

(Vist et ordspil, idet méli baade kan betyde Honning og ”sød tale”, og mélissa ”digterinde” og en slags Nymfe).

5. Fra Kreta til dette hellige tempel (vers 2-3)

XXII.

…………………… ……..langs det svale

Vand gaar Vinden syngende gennem svaje

Æblegrene, under hvis Bladeviften

Døsighed daler.

Femte del

1. Hymne til Afrodite

TIL AFRODITE

Elskovs-snilde, evige Afrodite,

Barn af Zeus paa vidunderfarvet Trone!

Tæm i Sorg og Tynge min Længsel aldrig!

Hør mig, Gudinde!

Men kom atter nu som i fordums Dage,

naar min Røst dig naaede fra det fjerne,

og i gylden Vogn fra din Faders Bolig

hastig du iled.

Skønne fugle*) førte paa stærke Vinger,

dig i buer gennem den Luft, som skiller,

vidt fra Himmelhvælvingens høje Bolig,

Mulden den sorte.

Snart var du har. Lykken omkring dig lyste

fra dit Smilende, udødelige, skønne Ansigt!

Om min Ve, du spurgte og hvi dine Klager,

atter dig kaldte.

Spurgte: ”Hvad ,mon dette forrykte Hjerte,

hedest savner) Hvem vil du helst, der favner?

Hvem skal fristes? Sig mig nu, saa saare,

piner dig, Sapfo.

Tro mig: den som flyr dig, skal selv dig søge,

den, som vrager Gaver, skal give Gaver,

den, som ej dig elsker, skal snart dig elske

selv mod sin Vilje”.–

Kom som før og stil min tunge Kummer!

Hvad min Higen vilde den elskte volde,

lad det Gengæld møde! giv Sejr i Kampen,

staa ved min Side!

*) Struthoi (no,.plur.) eller struthô (nom.dual.) forklares alm. som ”Spurve” (bl.a. ældre Overs. og Prellers græske Mytologi). Forklaringen er usandsynlig, J.M. Edmonds mener Svaner, men i saa Fald vilde kyknoi have passet ligesaa godt i Rythmen og givet klar Mening.

(Se professor Harris spændende analyse af ”fuglespørgsmålet” i Sappho The Greek Poems. hwg)