Introduktion

 

 

Baudelaire betragtes som verdens første “moderne” digter. Han sprængte det traditionelle skønhedsideal både i form og indhold. I stedet skabte han en ny og farlig skønhed, mere tvetydig og voldelig end noget man havde set før. En skønhed, der var egnet til at beskrive det barske liv i Europas nye storbyer med deres slumkvarterer og kriminalitet, ondskabens skønhed. I sine skræmmende digte påkalder han sig ødelæggelsens moral, som surrealister og futurister gjorde 50 år senere.

 

Selvportræt ca. 1860

 

Han blev, fuldt berettiget, anklaget for blasfemi, og han forkastede samtlige traditionelle værdier – kun den formelle skønhed bestod. De mareridt og uhyrer, der optræder i hans kærlighedsdigte, i tæt omfavnelse med hans ægte følelser for sin elskerinde, stammer delvist fra et mentalt handicap, Tourettes syndrom, der ofte findes hos meget kreative kunstnere. Og gennem sine personlige lidelser og traumer skabte han et poetisk ragnarok, der skulle føde nye visioner, nye ord, nye verdener.

 

 

La beauté

Je suis belle, ô mortels! comme un rêve de pierre,

Et mon sein, ou chacun s'est meurtri tour à tour,

Est fait pour inspirer au poète un amour

Eternel et muet ainsi que la matière.

 

Je trône dans l'azur comme un sphinx incompris ;

J'unis un cœur de neige à la blancheur des cygnes ;

Je hais le mouvement qui déplace les lignes ;

Et jamais je ne pleure et jamais je ne ris.

 

Les poètes, devant mes grandes attitudes,

Que j’ai l’air d’emprunter aux plus fiers monuments,

Consumeront leurs jours en d’austères études ;

 

Que j'ai, pour fasciner ces dociles amant,

De purs miroirs qui font toutes choses plus belles :

Mes yeux, mes larges yeux aux clartés éternelles !

 

Skønhed

Jeg er smuk, o I dødelige, som en drøm af sten,

og ved mit bryst bliver alle martret, en efter en,

Det bli’r gjort for at inspirere poeter,

til stilhed og evighed som materien selv.

 

Jeg troner i det azurblå som en gådeløs sfinks,

i mig forenes et hjerte af sne med en kridhvid svane.

Jeg hader bevægelser, der ryster linierne,

Og aldrig græder jeg og aldrig ler jeg.

 

Poeter som står foran min storheds vælde,

ser mig bruse af tanker og monumental kraft,

og de tilbringer deres dage med dystre værker

 

Og jeg fascinerer disse ydmyge kunstelskere,

de rene spejle, der gør tingenes form smukkere,

med mine øjne, mine store øjne af evigt lys.

[Oversættelse H.W. Gade © 2003]

 

Baudelaire var også en af de førende kunstkritikere i Frankrig, og var som sådan med til at skabe den moderne franske kunsts gennembrud i midten af 1800-tallet. Han oversatte tillige den amerikanske digter og opfinder af detektivhistorierne, Edgar Allen Poe, til fransk.

 

Syfilis og et voldsomt forbrug af hash, opium og alkohol var samvirkende årsager til Baudelaires alt for tidlige død som 46-årig i 1867. Men en hær af moderne digtere marcherede i hans fodspor og endte med at skabe den moderne lyriks nuværende form og indhold.

 

 

Indholdsfortegnelse

 

Indholdsfortegnelse. 29

Modernismens fødsel 44

Baudelaires samtidige og hans efterfølgere. 60

En gennemgang af “Ondskabens Blomster” 64

Baudelaire som kunstkritiker 113

Baudelaires liv. 139

Tourettes syndrom.. 168

Udvalgte værker af Baudelaire. 177

Engelske oversættelser og bøger om Baudelaire. 229

“Hymne til Skønheden” 1978-79. 267

Andre værker af Morville og Gade. 313

 

 

Modernismens fødsel

 

Modernisme er faktisk er misvisende navn. Ethvert nyt kunstværk er altid moderne, dvs. en del af sin tid. Men hvis vi definerer ”modernisme” som et pludseligt brud med en lang formel tradition indenfor digtning, musik og kunst, kommer vi tættere på Baudelaires definition af modernisme. I over hundrede år har ”modernister” været defineret som ”anderledes” end traditionel kunst. Men det er en alt for blød definition, der fører til, at man kan kalde hvad som helst for ”moderne kunst”. For Baudelaire var kunst nemlig et håndværk, der skulle tages særdeles alvorligt: det var hårdt arbejde, ikke en provokation for provokations skyld.

 

Den berømte jazzstandard ”Body and Soul” siger det hele i sin titel: Kunst er ikke blot sjæl, men også kroppe, svedige og beskidte. Som surrealismen gjorde, erklærede Baudelaire krig mod den kropsløse kunst; uden den menneskelige krop og dens begær, kan der ikke skabes meningsfuld kunst. Drevet af sin libido førte Baudelaire kunsten ud til dens yderste grænser og rekonstruerede dens form og indhold. Sammen med Paul Verlaine, Rimbaud og Stéphane Mallarmé definerede Baudelaire en ny moral. De ønske alle at ændre deres tids moral, ikke gennem formelle eksperimenter, men gennem det indhold og de emner, de skrev om. Skønheds måtte omdefineres fra en dyd til også at inkludere synden. Synd inkluderede seksualitet og vold, kernebegærene i hjernens limbiske system. Baudelaire valgte fra starten af at koncentrere sig om menneske forbudte lyster, at dræbe og kneppe. Han blev bortvist fra gymnasiet pga. sine digte, men havde en sær følelse af en kommende tidsånd, og han var ikke alene. Ved slutningen af århundredet, 20 år efter Baudelaires død, herskede den ”dekadente” kultur enevældigt selv indenfor arkitektur og møbeldesign. Nøgne kroppe fandtes overalt, ofte i form af slangevæsener med kvindebryster. Dette var indholdets revolution, den første modernisme.

 

En ændring af formen kom ikke på tale i Baudelaires tidlige arbejder, men efter hans død blev en samling af prosadigte udgivet. Digtene handlede alle om den moderne storby, hvilket var en revolution i sig selv, men disse prosadigte skulle ændre den traditionelle digtning med dens metrik og rim til den frie prosadigtning, der i dag betragtes som ”normale” digte. Naturalisme var fremmed for Baudelaire, der var rasende over det nyopfundne fotografi; kunst  skulle være en fortolkning af livet, ikke en simpel efterligning. Disse ideer var også grundlæggende for malere som Kandinsky og Munch, skaberne af de abstrakt og ekspressionistisk kunstretninger.

 

Baudelaire var af den mening, at inspiration aldrig var nok i sig selv; digteren måtte arbejde systematisk og disciplineret. Romantikkens kærlighed til naturen måtte også væk og blev erstattet af den nye materialistiske bys vidundere. Hans kærlighed til det moderne genlyder i den futuristiske bevægelse efter første verdenskrig, der – sørgeligt nok – endte med den italienske fascisme og Mussolini.

 

Men Baudelaire var ikke et menneske uden følelser. Han var blevet ”forladt” af sin moder, da han giftede sig igen efter faderens død, og temaet med det tabte paradis, hvor hans mor passer ham, optræder igen og igen i hans digtning. Han skriver; ”geni er blot barndommen genoplivet ved viljens kraft”.

 

Baudelaires mentale handicap, Tourettes syndrom viser sig i citater som dette ”Det er i drømmen at mennesket kommunikerer med den skyggeverden, der omgiver det”. De mareridtssyner, der er en del af Tourette, var den fysiske årsag til digterens forfærdende ord. Og han prøvede desperate på at finde mening – og skønhed – i de rædsler der var skabt af kemiske fejl i hans hjerne. Picasso er et andet berømt eksempel, hvor Tourettes heftige seksualitet og voldelighed bliver visualiseret og ændret til varme og skønhed.

 

Og gennem ændringen af indhold og form blev den antagonistiske moderne kunst født.

 

Baudelaires samtidige og hans efterfølgere

 

Baudelaire blev en inspiration for hele generationer af digtere og forfattere. Først inspirerede han Rimbaud, Verlaine, Mallarmè, og Swinburne, og hele den symbolistiske bevægelse byggede på hans teori om skønheden samt hans idéer om sanserne; duft, syn og hørelse.

 

I begyndelse af 1900-tallet beundrede og efterlignede digtere som Rilke og T.S. Eliot Baudelaire. Hans oprørske holdninger blev kopieret af beatnikerne i 1960’erne og senere af hippierne og punkerne. Så hans indflydelse er stadig i højeste grad tilstede, også i dag.

 

 

En gennemgang af “Ondskabens Blomster”

 

Læseren af “Ondskabens blomster” advares allerede i det første introduktionsdigt i bogen:

 

“Hvis voldtægt, gift, kniv, ild,

endnu ikke har skabt et tiltrækkende mønster,

så vil det banale besegle vores triste skæbne,

ak, da er det er vores sjæl, der mangler det sande mod.”

[Oversættelse © H.W. gade 2003 (uddrag)]

 

Hovedtemaet i digtene er at definere en ny skønhed. Det ”tiltrækkende mønster” af forbrydelser og seksualitet væver sig ind i samtlige digte, der ændrer sig fra en kærlighedsscene i én linie og død og rædsler i den næste, tilsyneladende uden sammenhæng. Men forbindelsen mellem de to antipodiske former for ”moral” er kernen i Ondskabens Blomster, og fremgår utvetydigt i selve digtsamlingens titel.

 

Baudelaire forlanger, at alle digte i hvert af de seks afsnit skal læses som ét langt, sammenhængende afsnit – uden at have læst alle digtene i afsnittet, vil læseren ikke være i stand til at fatte digterens idéer.

 

 

Hovedtemaer og afsnit

 

1. Spleen et Idéal

Det første og længste afsnit i bogen starter med en række kunstnerselvportrætter, hvor Baudelaire ser sig selv som martyr, visionær seer og som en klovn.

 

De følgende digte er kærlighedsdigte, der bevæger sig i cirkler fra den første kærlighed, ekstasen (”ideal”) og desperation (”spleen”). Disse kærlighedshistorier er lykkelige, men lidelsen bliver via digtenes form til kunst. Kunst for kunstens skyld, l’art pour l’art.

 

Afsnittet ender med en række gentagne ”spleen” digte. Spleen tilstanden har en slående lighed med en alvorlig depression, og døden lurer hele tiden på sit bytte.

 

2. Tableaux parisisiens

I dette poetiske postkort fra en forfærdende by, spadserer Baudelaire igennem gaderne, mens han spejler sine egne lidelser og ensomhed i de skabninger han møde inklusive den stakkels svane i det bevægende digt ”Le Cygne” (Svanen). Følelsen af at være i indre eksil gennemstrømmer digtene i dette afsnit.

 

3. Fleurs du mal

Dette afsnit var en af hovedårsagerne til bogen dårlige ry. Der er masser af lesbisk sex og rå samlejer, til glæde for mange, men bestemt ikke for datidens skrappe censur.

 

4. Révolte

Nogle ret afskyelige digte om satanisme, føj!

 

5. Le vin

Nogle digte, der handler om vin på en helt ny måde (eksempel ”Morderens vin”). Ikke så hårrejsende som det forrige afsnit, men heller ikke ligefrem muntre.

 

6. La mort

Dette er enden på komedien for de elskende, de fattige og digteren.

 

Bogens historie

Den første udgave af “Ondskabens Blomster” udkom i 1857. Den vakte skandale over hele Frankrig for pga. dens blasfemi og skildringer af lesbisk sex. Baudelaire og hans udgiver Poulet-Malassis blev idømt store bøder ved retten, og seks af digtene blev bortcensureret og kunne ikke trykkes før langt ind i 1900-tallet. Skandalen gjorde Baudelaire til et offentligt symbol på ondskab og perversitet.

 

Fire år senere i 1861 udkom den anden udgave af bogen med en række nye digte. Den endelige udgave af bogen udkom i 1868, året efter digterens død, med yderligere 25 nye digte.

 

“Ondskabens Blomster” er den mest indflydelsesrige digtsamling nogensinde og ændrede poesiens form og indhold over hele verden.

 

 

 

Baudelaire som kunstkritiker

 

Baudelaire var ikke kun digter, men også en fremtrædende kunstkritiker. Hans kunstanmeldelser støttede de ”moderne” malere i Frankrig, specielt Eugene Delacroix og Manet. Anmeldelserne var baseret på hans stærke tro på kunst for kunstens skyld og en ny definition af skønhed. Han afskyede naturalistiske maleri: ”kopier naturen, bare kopier naturen” ”(naturalisme) er kunstens fjende”.

 

Han hævdede at en anmeldelse skulle bygge på journalistens egne indtryk og følelser. Journalisten måtte aldrig skjule sine sande følelser, heller ikke hvis han hadede billedet. Og stærkere endnu; journalisten skulle prøve at forstå malerens intentioner og ”forvandle nydelse til kundskab”.

 

I sin samling af anmeldelser “Le Salon de 1846” hævder han, at skønhed er kunsts formål. Ved skønhed mente Baudelaire naturligvis den tvetydige skønhed fra sine egne digte, skønheden som et Janushoved med et lyst/kærligt og et mørkt/hadefuldt ansigt.

 

I 1859 brød han med den realistiske bevægelse og erklærede at realismen var uden visioner. Han erstatter naturalismen med fantasier og drømme og tager hermed de første skridt imod det næste århundredes surrealisme. Hans fascination af det mørke og okkulte var i høj grad inspireret af hans yndlingsdigter Edgar Allen Poe. Baudelaire oversatte de fleste af Poes værker til fransk.

 

Baudelaire anmeldte også litteratur og musik, særligt Wagner, som besøgte Paris i 1859. Hans anmeldelser/essays om kunst er udgivet i samlingerne “Curiosités esthétiques” (Nysgerrig æstetik) og litteratur- og musikanmeldelserne i “L'art romantique” (Den romantiske kunst).

 

Baudelaires yndlingsmalere

Jacques-Louis David, Edouard Manet, Daumier og grafikeren Charles Meryon.

 

Musik

Richard Wagners: 3 koncerter i 1859 og “Tannhauser” i 1861.

 

Baudelaires forfattere

Edgar Allen Poe, Chateaubriand, Balzac og Stendahl samt Flaubert, Banville, de Lisle og Theophile Gautier, til hvem han dedikerede “Ondskabens Blomster”

 

 

Baudelaires liv

 

Charles-Piere Baudelaire blev født d. 9. april 1821 i Paris. Hans fader var Joseph-Francois Baudelaire, en rig 60 år gammel embedsmand. Hans moder var Caroline Archimbaut Dufaÿs, der blev gift med hans fader i en alder af 26. Baudelaires fader var amatørmaler og digter, og han var den første til at inspirere sin søn. Baudelaire talte siden hen hengivent om sin faders ”billedkult”.

 

Som det jo sker, når gamle mænd bliver fædre, døde Baudelaires fader i 1827 efterladende sin 6-årige søn alene med sin moder. I 1861 skriver Baudelaire til sin moder om deres tid sammen ”jeg var altid en del af dig; du var udelukkende og fuldstændigt min”. Deres lille paradis endte brat, da Caroline ægtede Jacques Aupick, der senere skulle blive som ambassadør i Tyrkiet og Spanien og til sidst senator i Paris. Baudelaire hævdede senere, at det var hans moders nye ægteskab, der var skyld i sin dobbelte natur og sin ensomhed, men bortset fra det åbenlyste traume at have mistet sin elskede moder til en ”ond” stedfader, skyldtes Baudelaires problemer først og fremmest hans mentale handicap, Tourettes syndrom.

 

 

 

Baudelaire som barn

 

Som alle børn med Tourette havde Baudelaire svære problemer i skolen. De mærkelige tics og den generelle særhed ved barnet førte som ved en naturlov til massiv daglig mobning og udelukkelse fra de andre børns leg. Men til trods for de sociale problemer, var han en højt begavet ung knægt, og da han kom i puberteten blev hans digteriske talent indlysende for alle. Men oprøreren i ham og den voldsomme seksualitet (begge dele forårsaget af Tourette) begyndte at vise sig i hans tekster, og lærerne brød sig ikke om det, de læste. Han blev bortvist fra gymnasiet i 1839 pga. de store, generelle problemer, skolen havde med ham.

 

Baudelaire ønskede at blive forfatter, men da stedfaderen pressede ham, begyndte han at studere jura i 1840. Han boede på pension Bailly, hvor han lærte en række unge intellektuelle bohemer at kende. Jurastudiet blev forsømt, og han blev afhængig af hash og opium. Og som det sidste og værste blev han smittet med den syfilis, der 20 år senere skulle lægge ham i graven.

 

 

Kun et år senere var hans forældre blevet så bekymrede for sønnen, at de sendte ham på en rejse til Indien for at få ham væk hans ”dårlige” kammerater. Men han snød dem og gik fra borde i Mauritius, og vendte hjem i 1842 efter en farefuld rejse gennem Afrika. Samme år mødte han sin store kærlighed, Jeanne Duval, som han skrev sin første digtsamling til: ”Den sorte Venus” (Jeanne var mulat). De boede sammen i mange år, skønt han havde en del affærer ved siden af og skrev tilsvarende digtsamlinger til Apollonie Sabatier (“Den hvide Venus”) og Marie Daubrun (“Den grøn-øjede Venus”).

 

 

Jeanne Duval tegnet af Baudelaire i 1850

 

I 1842 modtog Baudelaire en arv på 100.000 franc fra sin stedfar. På kun to år brugte han halvdelen af det dengang kolossale beløb på dyrt tøj, middage og – naturligvis – hash og opium. Men før man dømmer ham, skal man huske at Baudelaires handicap betød alvorlige søvnforstyrrelser, og hashen hjalp ham med at sove. Men stofferne gjorde kun hans liv endnu mere forfærdeligt, og i 1844 blev han umyndiggjort, og var resten af sit liv fuldstændig afhængig af sin mor, både økonomisk og følelsesmæssigt.

 

Depressionerne, som han kaldte ”spleen” blev værre og værre med årene, og i 1845 forsøgte han at begå selvmord. Han boede herefter en tid hos sine forældre, indtil depressionen var ovre. Efter denne oplevelse havde han kun få depressioner de næste over 15 år.

 

I 1847 udkom Baudelaires første roman “La fanfario”, der handlede om ham selv. Samme år opdagede han Edgar Allen Poe. Han skulle senere oversætte de fleste af Poes værker til fransk, og man finder mange af Poes idéer i Baudelaires egne værker.

 

Under 1848 revolutionen blev Baudelaire politisk aktiv og grundlagde avisen ”Le Salut Public”, men statskuppet ledet af Louis Napoleon Bonaparteknuste revolutionen i 1851, og Baudelaire spillede aldrig mere revolutionær.

 

I 1857 udkom “Les Fleurs du mal” (Ondskabens Blomster). Både Baudelaire, forlæggeren og trykkeren blev idømt enorme bøder, og seks af digtene blev fjernet fra bogen af censuren. Førende dagblade som Le Figaro ”myrdede” bogen i uhørt giftige anmeldelser, der kom til at skade Baudelaires ry i mange år.

 

I Baudelaires bog “Les Paradis artificiels” (De kunstige Paradiser) fra 1861 fordømmer han brugen af hash. Hans egen fortid som misbruger fik ham til at tro på en ”ond ånd”, der ledte til bestemte handlinger og tanker. Da Baudelaire ikke vidste, at han var mentalt handicappet*), prøvede han desperat at forstå sine voldelige syner og raserianfald, der er en del af Tourette. Selve idéen om den gode/onde skønhed er en typisk Tourette idé, et forsøg på at forklare de uforklarlige kemiske skader i hjernen.

*) Tourettes syndrom blev først studeret og fik navn efter den franske doktor Tourette over 10 år efter Baudelaires død

 

I 1861 blev den anden udgave af “Les Fleurs du mal” udgivet med 35 nye digte. Samme år opdagede han, at Jeanne Duval havde et forhold ved siden af. Han gled ind i en stor depression, der næsten gjorde ham sindssyg. Året efter fik han en hjerneblødning. Et desperat ophold i Bruxelles i 1863, hvor han prøvede at finde en ny forlægger, forværrede hans tilstand, og i 1865 fik han et apoplektisk anfald. Det dødelige tredje stadium af syfilis var begyndt. Han blev passet på et katolsk plejehjem, men vendte hjem til Paris i juli 1867. Han døde fredfyldt i sin moders arme den 31. august, 46 år gammel.

 

 

Tourettes syndrom

 

Den mentale lidelse Tourettes syndrom er en arvelig, uhelbredelig sygdom, der rammer ca. 1-2% af befolkningen. Den er i familie med en gruppe mentale handicaps inklusive bl.a. autisme, DAMP og skizofreni. Tourette har både ydre og indre symptomer: tics og OCD. Tourette symptomerne bliver synlige omkring 7-8 års alderen. Tics kan f.eks. være blinken med øjnene eller klappen i hænderne (motoriske tics) eller mærkelige lyde eller at gentage ord (verbale tics). 2/3 af alle Tourette patienter slipper af med ticsene, når de bliver voksne. Men OCD bliver ulykkeligvis kun værre, når ticsene forsvinder. OCD er tvangstanker og tvangsbilleder. Tvangstanker kan f.eks. være at arrangere, tælle, lukke døren to gange, og tvangsbilleder er rædselsvækkende syner af død og vold 2-3 gange om dagen, eller vildt uhyggelige mareridt, før man sover. Ved siden af OCD har mange Tourette patienter en voldsom seksualitet (ekshibitionisme og seksuelle forhold starter i ung alder). Touretter er ekstremt hidsige og kan ikke styre deres impulsive vrede. De kan have tilbagevendende tvangstanker om at slå deres forældre ihjel eller at hoppe ud af vinduet, hvad de naturligvis ikke gør eller ønsker, men de vanvittige tvangstanker skræmmer patienten fra vid og sans. Depressioner er også almindelige.

 

Der synes at være en mystisk forbindelse mellem Tourettes syndrom og kreativitet. Baudelaire er kun et eksempel blandt mange. Mozart, Beethoven og Picasso er andre berømte eksempler. De har alle til fælles, at deres liv og kunst var dybt påvirket af deres handicap, hvilket kan være både godt og skidt.

 

Forfatteren til denne introduktion har selv Tourettes syndrom, så han ved, hvad han skriver om.

 

 

Udvalgte værker af Baudelaire

 

Digte og bøger

La Fanfarlo (1847)

Samuel Cramer, der er hovedpersonen i romanen, deler Baudelaires idéer om kærlighed og skønhed.

 

Les Fleurs du mal (1857)

”Ondskabens Blomster” er Baudelaires hovedværk.

 

Petits Poeme en prose : Le Spleen de Paris (1869)

”Små prosadigte: Paris Elendighed” er en revolutionerende prosadigtsamling, der blev udgivet efter Baudelaires død. Startede den formens revolution, der ledte til al moderne poesi.

 

Mon Coeur mis a nu (1869)

”Mit nøgne hjerte” er aforismer og tanker.

 

 

Kunstanmeldelser etc.

Le Salon de 1845 (1845)

”Udstillingen 1845” er en samling af kunstanmeldelser, særligt af Eugene Delacroix.

 

Le Salon de 1846 (1846)

Baudelaires æstetiske idéer fremlægges i denne samling, der lovpriser Delacroix som romantiker (læs: moderne).

 

Le Salon de 1859 (1859)

En samling kunstanmeldelser, hvor Baudelaire bryder med den realistiske bevægelses malere herunder hans ven Courbet.

 

“Le Peintre de la vie moderne” (1863)

”Kunstneren i det moderne liv” er et essay om modernismen i kunsten.

 

L'œuvre et la vie d'Eugène Delacroix (1863)

”Eugène Delacroixs Værk og Liv” er et portræt af Baudelaires yndlingsmaler.

 

L’Art romantique (1868)

”Den romantiske Kunst” er en samling af Baudelaires skrifter om kunst, udgivet posthumt.

 

 

Oversættelser af Edgar Allen Poe

Histoires extraordinaire (1856)

“Usædvanlige Historier” er første bind af Baudelaires oversættelser af Poes gotiske skrækhistorier.

 

Nouvelles Histoires extraordinaires (1857)

 

Aventures d'Arthur Gordon PYM (1858)

 

Histoires grotesques et sérieuses (1865)

 

Stoffer

Les Paradis artificiel (1860)

“De kunstige paradiser” er to essays; et om farerne ved at tage stoffer og et om drømme og opium.

 

 


Engelske oversættelser og bøger om Baudelaire

 

Ondskabens Blomster

Richard Howard (1982)

James McGowan (1993)

William A. Sigler (1999)

 

Andre digte og romaner

Charles Baudelaire: Selected Poems oversat til engelsk af Carol Clark (1995)

The Prose Poems and La Fanfarlo oversat til engelsk af Rosemary Lloyd (1991)

 

Kunstkritik

Baudelaire the Critic af Margaret Gilman (1943)

Baudelaire: A Collection of Critical Essays, redaktør Henri Peyre (1962)

High Art: Charles Baudelaire and the Origins of Modernist Painting af David Carrier (1996)

Selected Writings on Art and Literature oversat til engelsk af P.E. Charvet (1992).

 

Biografier og itroduktioner

Baudelaire and Freud af Leo Bersani (1977)

Baudelaire and Nature af F.W. Leakey (1969)

Baudelaire and the Aesthetics of Bad Faith af Susan Blood (1997)

Baudelaire and the English Tradition af Patricia Clements (1985)

Baudelaire and the Poetics of Modernity, redaktør Patricia A. Ward (2001)

Baudelaire af Claude Pichois og Jean Ziegler's (1989)

Baudelaire af Enid Starkie, (1933/1988)

Baudelaire af Jean-Paul Sartre (1949/1967)

Baudelaire by Joanna Richardson (1994)

Baudelaire in 1859 af Richard D.E. Burton (1988)

Baudelaire: Les Fleurs du Mal af Alison Fairlie (1960/1972)

Baudelaire: Les Fleurs du Mal af F.W. Leakey (1992)

Charles Baudelaire Revisited af Lois Boe Hyslop (1992)

La Mystique de Baudelaire af J. Pommier (1932)

Paris and the Nineteenth Century af Christopher Prendergast (1992)

The Idea of Decadence in French Literature, 1830-1900 af Alfred Edward Carter (1958)

 

baudelaire

 

 

“Hymne til Skønheden” 1978-79

 

1978

I 1978 besluttede Jesper Morville og jeg os til oversætte seks af Baudelaires digte til dansk. Jeg var lige blevet forlovet med min nuværende kone Paula, der kommer fra Finland. Hun havde læst Baudelaire på finsk og spurgte nu efter en evt. dansk oversættelse. Efter et stykke tid lykkedes det mig at finde en komplet oversættelse af Ondskabens Blomster, som den impressionistiske maler Sigurd Swane havde lavet. Desværre viste det sig, at oversættelsen var ringe (i modsætning til hans fremragende malerier), så i stedet valgte jeg at give Paula en morgengave i form af seks Baudelaire digte på dansk. Jeg ville selvfølgelig også sætte musik til digtene.

 

Jesper og jeg tilbragte to måneder med at gendigte teksterne (inklusiv en lang række fornøjelige frokoster i Jespers taglejlighed), og jeg brugte en måned på at skrive musikken. Kabareten blev udgivet på det lille, nu lukkede forlag Fontana Studio i efteråret 1978. En første intim opførelse af kabareten fandt sted i forbindelse med udgivelsesreceptionen med mig som eneste optrædende.

 

 

 

 

Jesper Morville og H.W. Gade 1978, i Rom

 

Første opførelse af sangene i 1978 (H.W. Gade)

 

1979

I 1979 blev sangene til en rigtig Baudelaire kabaret på det lille frankofile Café Teater i København. Det blev en succes og satte gang i min karriere som egentlig musikdramatiker. Vi spillede i 2 uger med et band bestående af Michael Hansen på keyboards, Poitr Paluch på trommer og mig på guitar og sang. Vi sluttede kabareten med en overdådig middag for publikum og teaterfolkene den sidste aften. Vi fik finsk og italiensk mad og vin i stride strømme – sikken en fest! I 1980 blev kabareten filmet af Torben Schøidt-Jensen, og herefter skete der intet med sangene i over 23 år.

 

 

Den store kat på scenen i  Café Teatret. i forgrunden
Paula S. Gade, som var mester for den meget livagtige kæmpekat.

 

Bandet øver: På trommer Poitr Paluch, på guitar H.W. Gade
og på keyboards Michael Hansen

 

 

Her er Paula på Elba 1978
Hun var årsagen til
denne bog og vores
gode liv med lille Lukas

 

Plakat for kabareten 1979

 

2003

For to år siden var jeg travlt beskæftiget med at overføre alle mine ”papirbøger” til digitalt format. Jeg besluttede mig for at indlemme min første bog fra 1978, og det gjorde jeg så. Den original version af ”Katten” bestod af tre Baudelaire tekster om katte. Min musik til de sidste to digte havde imidlertid ikke overlevet de 25 år, så nu er den overlevende kat blevet til den ene af de to sonetter i kabareten (den anden er ”Den levende Flamme”). Jeg har arrangeret musikken for symfoniorkester og rockband, inklusive smårettelser hist og her og ny musik til ”Den levende Flamme”s mellemspil. Så nu er Baudelaire kabareten også blevet digital!

 

Og måske kommer kabareten snart på scenen igen, hvem ved?

 

H. W. Gade

København, 11. maj 2003

 

 

 

Jesper Morville

Født 1954 i København. Historiker og dramatiker. Udover oversættelsen af Baudelaire har han skrevet rockoperetten ”Rokoko” and den fantastisk populære rockmusical ”Det forsømte forår” sammen med H.W. Gade. Morville arbejder i dag som dokumentarist i Folkebevægelsen mod EU og er politisk aktiv.

 

Foto: Paula Gade © 1995

 

 

H.W. Gade

H.W. Gade er født 1953 i København. Startede med at spille guitar og skrive sange i 1967. Han indspillede sin første plade i 1975. Gade har udsendt 10 plader og over 50 sangbøger og musiklærebøger. Udover sangene har han skrevet 7 musicals/operaer og moderne klassisk musik. Gade spiller bas, guitar og klaver og arrangerer for klassisk orkester, jazz og rock. Han er gift med Paula fra Finland og far til sin elskede 9-årige mentalt handicappede søn Lukas. Gade er oldebarn af komponisten Niels W. Gade.

 

 

 

 

 

 

 

Andre værker af Morville og Gade

 

Rokoko

Rockoperetten “Rokoko” blev skrevet af Jesper Morville og H.W. Gade i 1980-81 med en større revision i 1992. Det er historien om korruption og tyranni der går lige fra kongemagten til det blodige folkets diktatur under franske revolution i 1789. Den naive konge og hans grådige hof er ved at ruinere landet, og resten klarer Napoleon efter revolutionen.

 

Rokoko indeholder både komiske og tragiske scener. Den fire timer lange operette har masser af store kor og iørefaldende musik. Der er adskillige dansescener, som det sig hør og bør i en operette. Rokoko havde premiere i Kalejdoskopet i København 1995 med over 35 medvirkende i flotte 1700-talsdragter.

 

 

Det forsømte forår

Ny og kraftigt revideret udgave af den klassiske ungdomsmusical fra 1985. En del nye sange samt nykomponeret underlægningsmusik. Bandarrangementer (rock trio) af alle numre i MIDI format. Hele teksten til musicalen samt alle sange med noder og becifringer i Acrobat Reader format. Specielt til skoler: Spændende opgavesæt om Scherfig og den komplicerede virkelighed bag den "lette" og morsomme roman Det forsømte forår.