Forside > Det forsømte forår

Musicals | Live Music | eBooks | CD’s Musik CDer, e-bøger på CD-ROM eller billetter til koncerter, musicals og operaer. Bestil eBøger, Musik CDer eller billetter

Velkommen til NORDISC Vi laver musicals, arrangerer live koncerter og producerer musik CDer og e-bøger. Kontakt / Om NORDISC

Introduktion

Det forsømte forår
Hans Scherfigs roman om skoledrengene, der aldrig fik lov til at være børn, udkom i 1940. Den har siden været begejstret pligtlæsning for horder af skoledrenge og -piger, der let genkendte de lokale udgaver af de sadistiske lærere i romanen, såsom lektor Blomme og fransklæreren Oremark. Filmselskaberne overvejede flere gange at filmatisere den utroligt populære bog, men veg tilbage, bl.a. fordi romanpersonerne var noget så besværligt som børn! Det gjorde det heller ikke bedre, at forfatteren var en kendt kommunist. Så da to rockmusikere og en historiker i 1984 helt uventet fik rettighederne til at dramatisere romanen som en rockmusical, kom det totalt bag på alle. Til og med var stykket en øjeblikkelig kæmpesucces, der allerede det første år havde mindst 5 forskellige opførelser. Det er siden blevet til over 400 forestillinger, senest den store Danmarksturné i 1998. Og så kunne man pludselig godt filmatisere en af de bedste danske romaner i det 20. århundrede! Filmen blev naturligvis den ventede kanonsucces med Fritz Helmuth som den lede latinlærer.

Musicaludgaven er en god, gammeldags musical, med teaterscener og indlagte sange. Den oprindelige udgave var en effektiv, stram komedieforestilling, der ofte er blevet sat op i Dario Fo agtige "klovne"-udgaver. Med CD-rom udgaven af den snart 15 år gamle musicalklassiker skifter "Det forsømte forår" karakter. Forfatterne var efterhånden blevet trætte af altid at se den samme cirkusagtige stil, så i 1997 satte de sig ned og skrev en kraftigt revideret udgave af musicalen med flere nye scener, bl.a. den forrygende scene med "Aben", der ikke var med i den første version. Der er også kommet en stribe helt nye sange med, bl.a. den meget populære "så tænder vi lighterne" sjæler "Amsteds romance" og Mogensens komiske kvindehadersang. Men vigtigst af alt er, at Det forsømte forår nu er kommet tilbage til den tid, hvor den faktiske (virkelige) historie foregår, nemlig i tiden umiddelbart efter den første verdenskrig. Musicalen er blevet roligere, mere eftertænksom. Og det klæder historien!

Med en multimedie CD-ROM udgave følger naturligvis MIDI udgaver af orkesterarrangementet, en ting der i årenes løb er blevet efterlyst utallige gange af ikke-nodekyndige musikere. Der er dog stadig "almindelige" becifrede noder med til sangerne.

Denne CD er en ny og bedre musicaludgave af en klassisk dansk roman, og med de nye muligheder for indøvning af musikken via MIDI, skulle vejen været banet for de næste mange års opførelser af Hans Scherfigs vidunderlige bog, nænsomt og solidarisk dramatiseret af Tonny Biilgreen, H.W. Gade og Jesper Morville.

Baggrundshistorien

1983 Tonny Biilgreen og H.W. Gade er igang med indspilningerne af deres band Satyricons anden plade, da direktøren for Café teateret, Sejer Andersen, bestiller en ungdomsmusical hos dem. Direktøren kender de to rockmusikere fra en Baudelaire cabaret nogle år tidligere, og han har visse teaterplaner med pigekvartetten Riffs, hvorfra sangerinden Sidsel From medvirker som solist på Satyricons nye plade. De to rockmusikere går i tænkeboks, og med i tænkeboksen er H.W. Gades gamle klassekammerat, historikeren Jesper Morville, som var medforfatter på Baudelairecabareten . På den første planlægningsaften kommer Jesper med en bombe: "Hvorfor ikke dramatisere Det forsømte forår". Jesper og Gade er selv gamle elever på Metropolitanskolen, som Hans Scherfigs roman handler om, så det er jo oplagt. Hvis altså bare ikke romanen var så "hellig" og berømt. "Det kan ikke lade sig gøre", siger Tonny og Gade med een mund.

Så efter en flaske god rødvin eller to beslutter forfattertrekløveret sig til at dramatisere, ja lige netop: "Det forsømte forår".

1984. I Blokhus i Nordjylland sidder tre flittige forfattere i et lille bondehus fra 1700-tallet . De har fordelt opgaverne fornuftigt imellem sig: Gade, der kan skrive noder, står tidligt op og renskriver den musik, der er blevet skrevet dagen før. Så står Tonny og Jesper op og spiser morgenmad. Når Gade er færdig med noderne, er de to andre vågne. Så bliver dagens skriveopgaver fordelt: Jesper får en række tekster (han er ikke komponist), og Tonny og Gade får både tekster og sange, der skal skrives. Gade og Tonny skiftes til at stå ude i haven eller sidde inde i huset med deres akustiske guitarer for ikke at forstyrre hinanden. På blot to uger bliver hele musicalen skrevet. Der er naturligvis mange løse ender, men helheden er færdig. Et absolut højdepunkt er den morgen, hvor Tonny kalder de to andre ud for at høre en ny sang. Det er titelmelodien "Det forsømte forår", der senere skal blive "hittet" i musicalen. Jesper og Gade står bare helt stille og måber. Aldrig har romanens vemodige slutning været fanget så smukt og følt. Kun een, der selv har følt lærernes knoer i hovedet, kan skrive sådan en sang!
(H.W. Gade (tv) og Tonny Biilgreen (th) Titelmelodien er blevet skrevet 1/2 time forinden. Foto: Jesper Morville 1984)

Så er det hjem til dommedag, for accepterer Scherfigs enke, Elisabeth Karlinsky manuskriptet? Og miraklet sker!!! De tre ukendte dramatikere får rettighederne. Så er det jo bare at aflevere manuskriptet til bestilleren, der i mellemtiden er blevet direktør på Hvidovre Teater. Men Sejer Andersen har skam ikke tænkt sig uden videre af bruge den bestilte vare. Først skal den afprøves som "rigtig" skolekomedie. Direktøren har ligefrem en instruktør, Geert Skovlunde, i ærmet, og en urpremiere på selveste Metropolitanskolen bliver aftalt til 1985. Forfatterne er dybt frustrerede.


1985. Elisabeth Karlinsky kommer til premieren i februar 1985. Det gør TV forresten også. Og det nyoprettede TV2. Og lokal TV. Selv aviserne skriver om den lille skolekomedie. Det er en sensation, men det er stadig ikke nok for den kræsne teaterdirektør.

Efter den megen omtale i pressen besluttes det dog at sætte stykket op på en lidt større amatørscene. Det sker senere på sommeren i 1985 i "Københavneren" (det senere Kaleidoskop). Instruktøren Skovlunde, eller "Lerduen", som forfatterne hurtigt omdøber ham til, har fået den pikante idé at lade drengene spille af piger, og den anden forestilling, der hurtigt følges af flere andre amatøropførelser, får samme flotte omtale som ved urpremieren.


Forlaget Drama, der tidligere har udgivet ungdomsmusicalen "Tavshed" af H.W. Gade, udgiver i efteråret 1985 "Det forsømte forår" på tryk. Bogen kommer senere til at sælge i 3 oplag. Der kommer også en singleplade med titelmelodien, der får en kort, men glorværdig optræden på dansktoppen, indtil studieværten er dum nok til at interviewe Tonny, der straks begynder at tale om Tibetansk dødekult og andre af hans rejseoplevelser fra Himalaya. På mærkværdig vis dukker singlen ikke op, næste gang hitlisten sendes. Det er muligt, at studieværten lider af højdeskræk.
(Første udgave af rockmusicalen Det forsømte forår, Forlaget Drama 1985)

1986. Livet går videre. Skole efter skole, teatergruppe efter teatergruppe sætter rockmusicalen op. Men direktøren, der satte det hele i gang, lader stadig vente på sig. De tre dramatikere beslutter sig for at glemme alt om en professionel opførelse. Og det er netop da, at teaterdirektøren til deres store overraskelse meddeler, at han vil sætte musicalen op som aftalt på Hvidovre Teater og senere sende den på turné. Drengene skal stadig spilles af piger, instruktøren er stadig Lerduen, men forfatterne skal kobles fra som musikere, da instruktører ikke kan lide dramatikere. Det bliver et surt efterår med mange kontraktforhandlinger og til sidst er alle grundigt trætte af "Det fordømte forår", som forestillingen nu hedder blandt forfatterne.

1987. Livet går atter videre. Kontrakten er i hus, og mange teatergrupper opfører nu Hans Scherfig musicalen over hele landet. Så pludselig ringer der en mand til Tonny. Han hedder Regnar Grasten, og vil høre om de tre vil skrive manuskriptet til en filmudgave af romanen. I løbet af foråret skriver Jesper, Tonny og Gade et, synes de selv, pragtfuldt oplæg til en filmatisering, et såkaldt "treatment". Det bliver ikke brugt, og først nogle år senere bliver filmen lavet med et helt tredje hold manuskriptforfattere (anden version af manuskriptet var skrevet af "Øbberbøv'erne", der også endte på historiens losseplads).

Efteråret 1987 har "Det forsømte forår" sin professionelle premiere. Turnéen er en meget stor succes, og alle er glade. Måske lige med undtagelse af Gade og Tonny, der så gerne ville have spillet med selv i bandet.


1997. Ti år er gået. Bogudgaven er nu kommet i 3 oplag. Hvert år spilles musicalen på gymnasier, ungdomsskoler og af teatergrupper. Men nu synes de tre forfattere, at den gamle musical trænger til en hovedrengøring. I mellemtiden har Gade fået opført en række operaer, og han har der mødt instruktøren Annettee Lang. I løbet af foråret (der ikke er forsømt) skriver Tonny, Gade og Jesper en kraftigt revideret udgave af stykket, med instruktøren Annette på sidelinjen med konstruktiv kritik og det, der er værre. Den nye musik bliver dog først skrevet senere på året, på grund af almindelig travlhed hos forfatterne og Annette, der får en datter.


1998. I foråret 1997 booker NORDISC en Danmarksturné med "Det forsømte forår". Denne gang spiller Tonny og Gade med selv. En række skuespillere hyres, heriblandt Nis Pedersen, kendt fra Dr. Dante ("drengerøvenes" teater, så det passer jo udmærket). Tonni Stemann spiller morderen Ellerstrøm og Robert Dedenroth er den frygtede latinlærer Blomme.

Mange, mange forestillinger og mange tusinde tilskuere senere slutter turnéen i Frederikshavn den 3. december 1998.
(Plakat fra 1998 turnéen)

1999. Nu går det ikke længere; en CD-ROM udgave er blevet skrigende nødvendig. MIDI filerne og med dem den nemme indøvning af sangene og musikken, som man har været vant til siden starten af 1990'erne ligger allerede klar. Nu er det blot at afskrive den gamle udgave med dens gammeldags noder, som ingen rockmusikere alligevel kan spille. Og en ny smart licens til teatergrupperne. Nu skal det være. Og her er den!

Forfatterne

Tonny Biilgreen
Guitarist og sangskriver. Har bl.a. spillet med grupperne Corpus, Satyricon, Annas Bagmænd og Slidstærk & Vinter. Er en lidenskabelig thai chi dyrker.
(Foto: Paula Gade 1998)

H.W. Gade
Bassist og sangskriver. Har bl.a. spillet med Nekropolis, Satyricon, Annas Bagmænd og Dirty Notes. Har udover en række plader skrevet 8 musicals og udgivet musiklærebøger.
(Foto: Finn "Skipper" Christensen 1996)

Jesper Morville
Historiker og dramatiker. Har udover Det forsømte forår sammen med H.W. Gade skrevet en Baudelaire Cabaret (Café Teater 1979) og musicalen Rokoko (Kaleidoskop teatret 1995).
(Foto: Paula Gade 1995)

Tekniske oplysninger

---

Copyrights

Det forsømte forår
ISBN 87-88619-44-3
2nd Edition, 1st Issue, spring 1999

Rock musical frit efter Hans Scherfigs roman med tilladelse fra fru Elisabeth Karlinsky og forlaget Gyldendal.

Tekst og musik
Tonny Biilgreen, Jesper Morville og H.W. Gade © 1984/1997
(Tekst og musik til titelsangen "Det forsømte forår" af Tonny Biilgreen © 1984, Tekst og musik til "Mogensens sang" af H.W. Gade © 1997)
Orkesterarrangementer © H.W. Gade 1998

2. udgave er kraftigt revideret af forfatterne og indeholder en del ny musik.
Instruktøren Annette Lang har bidraget med god konstruktiv kritik og nye idéer, som forfatterne takker hende for.

Layout
CD-ROM version designet og programmeret af NORDISC Music & Text © 1999.

Denne 2. udgave erstatter den tidligere 1. udgave af Det forsømte forår
(forlaget Drama ISBN 87-7419-368-6). Den gamle 1. udgave må fra 1/5-1999 ikke mere opføres.

Digital Books™ is a trademark of
NORDISC Music & Text, DK-2700 Broenshoej, Denmark

WEB http://home7.inet.tele.dk/nordisc

Email nordisc@post7.tele.dk

Hvad behøves der for at opføre "Det forsømte forår"?

---

Der behøves i princippet kun en mellemstor scene, f.eks. en almindelig scene i en gymnastiksal eller en lille amatørteaterscene. Der skal bruges 9 til 10 skuespillere og 4 musikere. Sangene er ikke specielt vanskelige at synge, og rockmusikken er så enkel, at også de helt unge rockstjerner kan være med på guitar og trommer! Kulisserne er simpelt "kukkasse" teater med f.eks. stole til eleverne og et kateder til lærerne. For at lette sceneskiftene, anbefales det ikke at bruge borde / pulte til børnene. Kostumerne skal helst være i 20'er stil med matrostøj / jakkesæt til børnene og stiv flip til de voksne. Broen i Østre Anlæg kan f.eks.laves som et malet sætstykke, lænet op ad 2 stole, der bruges når "Den sorte hånd", skal gå "over broen".

Sceneoversigt

1. AKT

1. scene Blommes død
2. scene Jubilæet, 1. del
3. scene Tilbage til skolen
4. scene Frikvarter
5 scene Matematiktime
6. scene Landemærket, 1. besøg

2. AKT

1. scene Den Sorte Hånd
2. scene Translokation
3. scene Sommerferie
4. scene Havmandens endeligt
5. scene Fransktimen
6. scene Landemærket, 2. besøg

3. AKT

1. scene Blommes sidste time
2. scene Kioskpigen
3. scene Eksamen
4. scene Dimissionen
5. scene Jubilæet, 2. del

Det forsømte forår varer i alt ca. 2:15 time.
Der kan lægges pause efter 2. akt, eller evt. efter Havmandens endeligt i 2. akt.

Roller

Børnene
Ellerstrøm
Mogensen
Amsted
Riege
Thygesen
Axel Nielsen

De voksne
Blomme / rektor / Mogensens far
Oremark / Aben / politimand / Thygesens far
Havmanden / Damen i Landemærket / Ellerstrøm og Amsteds mor / kioskpigen / tjener

Orkester
Guitar
Basguitar
keyboard
Trommer

Sange og instrumentalmusik

Forslag til instrumentering med 4-personers band og MIDI via PC

MIDI fil	Navn	Band	Underlægning	MIDI
Fors1_1a.mid	Ouverture			X
Fors1_1b.mid	do.		Klaver, bas
Fors1_2a.mid	Instrumental		2 x guitar	X
Fors1_2b.mid	Lejlighedssang	X
Fors1_2c.mid	Barnetidens rene lykkeland			X
Fors1_3a.mid	Instrumental			X
Fors1_3b.mid	Den signede dag		Klaver
Fors1_4a.mid	Mobbesang (Riege)	X
Fors1_4b.mid	Stumfilmstema		Klaver
Fors1_5a.mid	Instrumental			X
Fors1_6a.mid	Damens sang	X
Fors2_1a.mid	Filmmusik		Klaver, trommer, bas	X
Fors2_1b.mid	Ho-ho ho	X
Fors2_2a.mid	Karakterrock	X
Fors2_3a.mid	Ragtime		Klaver	X
Fors2_4a.mid	Havmandens sang	X
(ikke som fil)	Den havmand han skal lide		Klaver
Fors2_5a.mid	Fransklærersangen	X
Fors2_5b.mid	Åh, Skrækkelige time			X
Fors3_1a.mid	Ouverture		Guitar, klaver	X
Fors3_1b.mid	Ellerstrøms sang	X
Fors3_1c.mid	Kirkeklokker			X
Fors3_1d.mid	Ude med Blomme	X
Fors3_2a.mid	Mogensens sang	X
Fors3_2b.mid	Amsteds romance	X
Fors3_3a.mid	Mere kaffe			X
Fors3_4a.mid	Når den lille lærke fløjter	X
Fors3_5a.mid	Instrumental		2 x guitar, klaver	X
Fors3_5b.mid	kirkeklokker			X
Fors3_5c.mid	Det forsømte forår	X

Opgavesæt udarbejdet til gymnasierne i forbindelse med Danmarksturnéen 1998:

Omkring Hans Scherfig

---

Med opgaver for skole og hjem
over den største skolesatiriker nogensinde -
Her må godt grines…!

Af H.W. Gade, medforfatter til musicalen,
discipel på Metropolitanskolen 1967-72

1. Kommunisten, der fik
(næsten) alle til at le

Odense, sommeren 1967. Jeg ligger i kælderen i gæstesengen og læser som vanvittig. Klokken er tre om natten, jeg kan bare ikke holde op med at læse. Et par timer senere har jeg læst den lille, tynde bog, som jeg har hørt så meget om. Jeg er syg af grin. De sidste sider er nu ret sørgelige "man tog alle deres forår fra dem". Men det var jo lige mig! Møganstalt! Hvor jeg hadede skolen. Og hvor jeg elskede Hans Scherfig for at give lærerne, hvad de fortjente!

Og jeg var ikke alene. Rundt om i hele Danmark lå vi store skolebørn vågne om natten og læste, hikkende af grin, om lektor Blomme, Havmanden, Aben, Den Sorte hånd, Damen i Landemærket og alle de andre situationer, som vi kendte åh så godt! Det var vores bog, vores forfatter. Han kendte os!

Om lærerne elskede bogen var så en anden sag. Anmelderne under den kolde krig (1947-1989) elskede i hvert fald ikke Hans Scherfig. Forfatteren, der var fundamentalistisk kommunist, blev rutinemæssigt slagtet af anmelderne og beskyldt for de værste ting. Manden med de store hinkestensbriller var faktisk i mange år mest kendt for noget helt andet, nemlig sine farvestrålende malerier af elefanter og tapirer i junglen. Det var da uskyldigt og sødt, ikke sandt? Gud bevare os for kritik af skolen. Og for kommunistiske forfattere. Senere kom de "røde" så på mode. Men da var Hans Scherfig næsten alt for pæn! Stakkels mand, stakkels skoleelever!

Men "Det forsømte forår" blev paradoksalt nok ved med at sælge, selvom skolen og undervisningen blev bedre og bedre. Det var meget mærkeligt.

Opgaver

1. Lav et interview med dine bedsteforældre og forældre (hver for sig!), om deres oplevelse af Hans Scherfig. Hvad står han for. Kan de lide hans bøger? Hvilke bøger kan de bedst lide (hader de mest) og hvorfor?

2. Hvilke bøger har Scherfig skrevet udover "Det forsømte forår"? Er de alle sammen morsomme?

3. Hvornår blev Hans Scherfig kommunist og hvorfor. Hvad var hans forhold til forfatterne Broby Johansen, Poul Henningsen og den kommunistiske sagfører Carl Madsen?

2. Maleren, der også var forfatter

Slår man Hans Scherfig op i et leksikon, står han som regel anført som "forfatter, der også er kendt som maler". Sådan så Hans Scherfig nu ikke på det. I hans egen selvforståelse var han en maler, der også skrev bøger. Sådan er der så mange kunstnere, der tror de kender sig selv bedre end anmelderne og skolelærerne.

Før Hans Scherfig begyndte at skrive bøger, tegnede han. Mens han læste på universitetet, tegnede han. Faktisk tegnede han så meget, at han holdt op med at studere. Så blev han kunstner. Han debuterede i 1928 på Efterårsudstillingen og fortsatte med at male livet ud på trods af en alvorlig øjensygdom, der i en periode truede med at gøre ham blind. Til at begynde med var han meget inspireret af den stil, der var mest "cool" i 20'erne, nemlig kubismen. Stilen var skabt i Frankrig af Picasso og Braque 14 år tidligere, men nye stilarter var dengang længe om at slå igennem i Danmark. Kubismen betragtedes af mange som en sygdom på linie med jazzmusik og biograffilm. Hans Scherfig var ikke enig.

Senere valgte han at male i den såkaldte "naivistiske" stil. Det var også en stil, der kom fra Frankrig. Ligesom kubismen udsprang naivismen af en stor interesse for "primitiv" kunst; afrikanske masker og japanske træsnit. Den første verdensberømte naivist var "tolderen" Henri Rosseau, der senere fik stor indflydelse på venstreorienterede tyske kunstnere i 20'erne som George Grosz og Kurt Schwitters. I sine tegninger og bogillustrationer kan man tydeligt se den rå streg og den "primitive" tegnemåde, som senere er kommet til at stå som den typisk oprørske, venstreorienterede stil. Se f.eks. tegninger af de autonome eller Røde Mors plakater i 70'erne.

Opgaver

1. Prøv at sammenligne Hans Scherfigs malerier med den franske maler Henri Rosseaus billeder fra omkring år 1900. Hvad er lighederne og hvad er forskellene? Prøv at find et par andre danske naivister.

2. Hvad var Hans Scherfigs forhold til abstrakt maleri i 1928? Hvad var hans forhold til abstrakt maleri i 1938? Hvorfor var Hans Scherfigs billeder lidt underlige, når han var kommunist - hvad og hvordan "burde" han have malet?

3. Hans Scherfig har også lavet tegneserier!!! Er de udgivet på tryk? Hvilke moderne tegneserietegnere minder han om?

4. Find 3 andre danske forfattere, der også er kendt som malere. Eller malere, der også er kendt som forfattere. Det kan jo være ligeså godt!

3. Satirikerens metode

Hans Scherfigs debutroman "Den døde mand" handler bl.a. om den forfærdelige halvreligøse Oxfordbevægelse i 30'erne, hvor medlemmerne på store møder offentligt skulle bekende deres synder og skidte karakter, lidt à la Mao's kulturrevolution i Kina. I slutningen af bogen skriver forfatteren fortrøstningsfuldt: "I Danmark ebbede Oxford-bevægelsen ganske stille ud, og man glemte, at den nogensinde havde eksisteret. Folk spillede i stedet noget, der hed Jo-jo".

"Er dette morsomt? Og hvorfor er det morsomt?" lader Hans Scherfig læreren i "Det forsømte forår" tordne ud over de arme elevers eksamensskræmte hoveder. Det er svært at tale om humor og satire uden at slå den ihjel. Men dette er ikke bare morsomt. Det er overordentlig morsomt!!!

Hvorfor? Jo, det er den totalt overraskende sammenligning af den "seriøse" folkebevægelse og den "latterlige" mode med at spille yoyo, som det hedder idag. Det kan man da ikke sammenligne??? Men gennem sammenstillingen af det "seriøse" og det "latterlige", jo mere latterligt, desto bedre! opnår Hans Scherfig netop at gøre det "seriøse" latterligt uden at kunne politianmeldes for det.

Anders Bodelsen har sagt, at satirens væsen er at skære så mange logiske argumenter væk som muligt. Jo mindre logik, jo sjovere bliver pointen. Men selvfølgelig kun, hvis pointen er en sand påstand om det, der gøres grin med!

Det er vigtigt at skelne mellem humor for underholdningens skyld og satire. Hvis man sammenligner Hans Scherfig med mere "ufarlige" humorister som f.eks. Storm Pedersen, kan man se at Hans Scherfigs humor ligger i det "sande", det tydelige. Det er ved at understrege og tydeliggøre en latterlig detalje eller holdning gennem en tilsyneladende objektiv og saglig beskrivelse, at satirikeren opnår det, der for ham er vigtigere end latteren, nemlig forandring gennem latter.

Opgaver

1. Læs historien "Åkirkeby" af Storm Pedersen. Når I er færdige med at grine, så prøv at sammenligne med fransklærerscenen i "Det forsømte forår". Den er ligeså morsom. Men hvad er den/de store forskelle?

2. Hvilke andre satiriske forfattere har vi haft i Danmark. I 1700-tallet? I 1800-tallet? I vore dage?

3. Prøv at sammenligne en stand-up komiker med Hans Scherfig. Ligner de hinanden en lille smule????

4. Insektforskeren

Hans Scherfigs junglebilleder kom ikke ud af den blå luft. Forfatteren og maleren nærede livet igennem en dyb kærlighed til naturhistorie og småkryb af alle slags. Scherfig efterlod sig ved sin død et omfattende, men ikke offentliggjort værk om de danske guldsmedearter (stort grådigt, gyldent væsen, der æder alle, der er mindre end den selv - ejendommeligt emne for en kommunist!). Der var meget af Hans Scherfig i den naturinteresserede og begavede skoledreng Hans Thorsen, der holdes nede af biologilæreren, fordi knægten ved mere end læreren!

Botanisk haves tropiske drivhus i København med alle dets spændende palmer, kæmpeanemoner og kaktuser var den lille Hans' drømmeverden. Her opholdt han sig i timevis efter skoletid; fantaserede, studerede og tegnede. Også Hans Scherfigs rige far, bogtrykkeren, interesserede sig for naturhistorie, og de tog ofte på udflugt sammen for at samle biller og haletudser og andre fascinerende småkræ.

Men Hans Scherfig var bestemt ikke romantiker eller sentimental. Han havde et skarpt, næsten H.C. Andersensk blik for den morderiske (u)orden, der hersker i den "frie" natur. Man kan finde Scherfigs nådesløse "demontering" af Theodor Amsteds naive naturbegejstring i slutningen af romanen "Den forsvundne fuldmægtig". Men tit når jeg læser Scherfig, får jeg en underlig fornemmelse af, at forfatteren måske ikke er helt så kynisk, som han prøver at lyde. Jeg tror, at der gemte sig en blødhjertet romantiker bag den hårde skal! Men det kunne satirikeren af samme navn sikkert have skrevet et par hvasse linier om!

Faktisk har Hans Scherfig selv givet en slags marxistisk programerklæring om sit natursyn i artikelsamlingen "Lys og mørke" fra 1955: "Naturen er først smuk, når den er overvundet". Men lur ham: han mener det ikke!

Opgaver

1. Læs Scherfigs essaysamling "Naturens uorden" fra 1965 og sammenlign med Theodor Amsteds naturbegejstring i både "Det forsømte forår" og "Den forsvundne fuldmægtig".

2. Se hvilke dyr, Scherfig har malet på sine junglebilleder, og prøv at tænk lidt over, hvorfor det netop er disse dyr som maleren (ubevidst?) har valgt.

5. Minefeltet

Engang for meget længe siden, i begyndelsen af sidste århundrede, var der nogle unge kunstnerspirer; digtere, malere og forfattere, der samledes på værtshusene i Københavns indre by. Kvarteret blev med kærlig ironi kaldt for "Minefeltet". Det var sidst i 1920'erne. Den første verdenskrig var forbi, og Hitler var stadig en ukendt højrefløjspolitiker, som ingen tog alvorligt. Det var den vilde tid, de "brølende" tyvere. Og med vild menes vild. De unge dengang var mindst ligeså flippede og syrede som deres oldebørn. Blot hed det ikke sex, drugs and rock'n'roll, men fri kærlighed, whiskysjusser og jazzmusik. Det var vildt!

Én af de vilde var en ung mand med store klodsede briller og en skarp, tør replik. Hans bedste ven var en ung digter, der senere skulle blive kendt som en af Danmarks fineste kærlighedsdigtere. Der var også en anden, stor, grov og hyperbegavet digter, der udsendte en digtsamling med titlen Blod, som straks blev forbudt af politiet. I et hjørne sad en litteraturanmelder fra Politiken og skrev om en litteraturanmelder på Politiken, der prøver at drikke sig ihjel. Det lykkedes nu ikke for virkelighedens litteraturanmelder. Men både Tom Kristensen, Broby-Johansen og Jens August Schade var blandt de unge, der gjorde natten usikker sammen med Hans Scherfig i tyverne. Dengang var han for resten slet ikke forfatter endnu - eller kommunist!

Det vildeste en ung kunstner dengang kunne gøre var at rejse til Berlin, Weimarrepublikkens dekadente hovedstad. Men det gjorde Hans Scherfig ikke. Han rejste til New York, som de unge "vilde" gør det i dag. Men Scherfig havde helt andre grunde til at tage til Amerika! Mere om det senere.

Opgaver

1. Læs i Tom Kristensens roman Hærværk og se, om I kan finde Scherfig og de andre kunstnervenner i denne nærgående nøgleroman.

2. Prøv at læse nogle digte af Emil Bønnelycke, Tom Kristensen og Jens August Schade. Hans Scherfig var meget inspireret af Schades lille bog "Sjov i Danmark". Prøv at læse den. Hvorfor blev Scherfig så begejstret for Schades nuttet-surrealistiske tekst?

3. Den bog, der allerbedst beskriver de brølende tyvere, er Knud Sønderbys "Midt i en Jazztid". Prøv at sammenligne Sønderbys korte, hektiske sætninger med Hans Scherfigs stil. Har de noget til fælles?

6. Lillefar Stalin

Hvad lavede Hans Scherfig egentlig i New York i 1929??? Han lavede tegninger til venstreorienterede aviser og boede i en af de såkaldte John Reed-klubber. Huslejen bestod i, at Scherfig skulle feje gulvet i klubben! John Reed var forfatteren til det klassiske værk om den russiske revolution "Ti dage der rystede verden". Ved læsningen af John Reeds bog og gennem sine oplevelser i den nådesløse, kapitalistiske amerikanske virkelighed under depressionen kom Hans Scherfig langsomt frem til den overbevisning, som han trofast fulgte resten af sit liv; kommunismen. Hjemvendt til Danmark begyndte han at skrive artikler til Arbejderbladet. Det var imidlertid ikke nok til at overbevise ledelsen i det lille kommunistparti. Scherfig måtte pænt vente i flere år, før han fik sin partibog. Først da var han endeligt godkendt.

Til sin død 1979 fulgte Hans Scherfig de skiftende sovjetrussiske magthaveres linie blindt, hvilket betød en lang række absurde situationer, hvor partiet skiftede holdning og venner fra den ene dag til den anden. Den satiriske forfatter Scherfig blev ret god til at vende på en tallerken. Først blev socialdemokraterne betegnet som "socialfascister" af kommunisterne, dvs. "agenter" for nazisterne med deres "revisionistiske" socialistiske linie. En sand socialist skulle følge Moskvas "ultravenstrelinie". Det varede dog kun, indtil Hitler greb magten i Tyskland. Så var socialdemokraterne gode nok, og man dannede "Folkefronten" med de tidligere "revisionister". Samtidigt startede "Lillefar" Stalins brutale udrensninger sidst i 1930'erne. Så blev Stalin i august 1939 pludselig "gode venner" med Hitler, og straks skrev Arbejderbladet om de engelske "kapitalisters" ondsindede angreb på de nye tyske venner. Det hjalp dog ikke partiet, da Hitler nogle få år senere, i starten af den anden verdenskrig, invaderede Sovjetrusland. Hans Scherfig blev sammen med en række andre ledende kommunister interneret, men nåede på grund af sin øjenlidelse aldrig at blive sendt til de koncentrationslejre, hvor mange af hans partikammerater og venner blev henrettet eller levede under de frygteligste forhold. Oplevelserne under krigen prægede Hans Scherfigs senere produktion stærkt, han blev aldrig færdig med at bearbejde besættelsen. Han vedblev med at skrive i Land og Folk, som Arbejderbladet nu hed. Og han nåede ikke at opleve murens fald og Borits Jeltsin. Hvad han sikkert ville have betakket sig for!

Opgaver

1. Prøv at læs Hans Scherfig rejsebøger fra Sovjetunionen, f.eks. "Hos Kirgiserne". Hvorfor skrev han disse bøger?

2. Prøv at læse noget af Scherfigs venner Hans Kirk og Otto Gelsted.

7. Skolen

Ved Strandvejen i København ligger en vej, der hedder "Scherfigsvej". Men det er ikke den kendte forfatter, der har lagt navn til vejen i det mondæne velhaverkvarter. Det har derimod forfatterens farfader, der var kendt for det noget mere prosaiske håndværk at ælte brød! Bagermester Scherfig havde en stor og kendt bagerforretning på Nørregade i København. Hans Scherfigs far var også en meget velhavende mand, der var direktør for et stort trykkeri. Den lille Hans voksede op i et trygt patricierhjem på Østerbro som "en gammelklog efternøler". Faderen og sønnen tog på udflugter og botaniserede, og alt tegnede rosenrødt. Men så kom Hans i det fine statsgymnasium Metropolitanskolen, der dengang lå på Vor Frue Plads (Metropolitanskolen flyttede først ud i de nuværende lokaler på Nørrebro i 30'erne). Og så begyndte problemerne.

For at forstå Hans Scherfigs skoletid, må man prøve at forstå det klassesamfund, der stadig herskede næsten uindskrænket i Danmark umiddelbart efter den første verdenskrig. Afstanden mellem de velhavende bedsteborgere og den "jævne" mand var kolossal. Af arbejderen forventedes kun den mest nødtørftige viden, nemlig at læse, skrive og regne og synge salmevers. Den vordende student derimod, kunne ikke nøjes med engelsk, tysk og fransk som i vore dage. Latin, græsk og oldnordisk var en vigtig del af pensumet, og verdenslitteratur, historie, naturvidenskab og mange andre i sig selv gode og nyttige fag, blev banket ind i hovederne på de små knægte (det var en ren drengeskole). Ja, netop banket ind. Her var nemlig Scherfigs hovedanklage mod skolen. Det var ikke kundskaberne, der var forkerte, det var det åndløse terperi og den brutale og udemokratiske skoleform, der langsomt men sikkert skulle nedbryde de små "herrers” selvtillid og naturlige fantasi.

Og Hans Scherfig klarede sig umådelig dårligt i skolen. Han var altid nummer sidst i klassen, og en latinlærer dumpede ham, så han måtte gå et år om. Men student blev han da, og han indskrev sig på Universitet i det fag, der havde hans store interesse, zoologi. Desværre var Universitet nøjagtig ligeså åndsformørket som skolen, følte Scherfig, og forlod det akademiske liv. Men lærdommen fra skolen rejste med som nissen. Og den fik han brug for senere!

Opgaver

1. Hans Scherfigs skolekammerater blev berømte og betydningsfulde mænd. Men hvad hed de i virkeligheden? Hvem er den virkelige model for personen Harald Horn i Det forsømte forår? Prøv om I kan finde en beskrivelse af den virkelige "lektor Blomme" (der ikke blev myrdet af andet end Scherfigs pen!). Hvem var han? Er der andre kendte?

8. Blommes arv

I betragtning af det dårlige ry, som Hans Scherfig har været med til at give latinundervisning og den "klassiske dannelse", er det bemærkelsesværdigt hvor fast forankret forfatteren selv er i de selv samme klassikere. Blandt Scherfigs yndlingsforfattere og forbilleder finder vi så "støvede" navne som Voltaire, Holberg, Henry Fielding og gamle romerske forfattere som Ovid, Vergil og Lucrets. Hovedpersonen i romanen "Skorpionen" fra 1953, lektor Karelius, er således en naiv optimist, hvis personlighed bygger på figuren Candide i Voltaires roman af samme navn. Den ukuelige optimisme bliver, ligesom hos Voltaire, langsomt nedbrudt og erstattet af et bittert klarsyn, da Karelius ved en fejltagelse bliver arresteret og anklaget for mord. Han bliver senere frikendt, men kan alligevel ikke mere vende tilbage til sit gamle arbejde. Hans liv er ødelagt. Scherfigs bøger har faktisk ret ofte en sørgelig slutning! Se f.eks. romanen Frydenholm fra 1962, der er Hans Scherfigs sviende opgør med besættelsestidens danskere, hvor den unge helt Martin dør i koncentrationslejren.

Lektor Blomme bliver i filmatiseringen af Det forsømte forår skildret som en sadistisk bøsse. Selvom man kan diskutere filmens udpensling af emnet, er denne "last" ikke tilfældigt valgt. Scherfig, der først i 30'erne havde arbejdet sammen med "seksual-politikere" som Poul Henningsen på tidsskriftet "Kulturkampen", drejede i 1936 om på hælen, efter indførelsen af Stalins familielove, der radikalt brød med den tidlige revolutions frie seksualitet. Herefter var for Scherfig alt, der smagte af seksuelt frisind eller "perverterede" drifter, udelukkende et middel til at sværte personer, han ikke kunne lide. Se f.eks. personen Robert Riege, der gøres til nar for sine freudianske udtalelser. Modellen for samme Robert Riege var for resten en kendt aborttilhænger!

Opgaver

1. De "underlige" latinske forfattere, som lektor Blomme læser i smug derhjemme, kunne f.eks. være Suetonius Kejserbiografier eller Petronius roman Satyricon. Der findes udmærkede danske oversættelser af begge forfattere. Prøv at finde nogle af de passager, som Scherfig hentyder til.

2. Latinkyndige kan more sig med at finde de totalt uforståelige grammatiske regler hos den danske latinprofessor og politiker J.N. Madvig, som den stakkels Ellerstrøm bliver fældet på af Blomme, umiddelbart inden drengen i sin desperation kommer gift i maltbolsjet.

3. Prøv at læse hele digtet om Pyramus og Thisbe i Otto Steen Dues fine oversættelse i "Ovids metamorfoser" fra 1989. Det er mildt sagt et hårrejsende digt, som lektor Blomme hører disciplene i!

9. Sangen om Larsen

Dramatikeren Kjeld Abell skrev i 1935 "Melodien der blev væk". Stykkets mest kendte sang er "Sangen om Larsen". Navnet er ikke blot navnet på en person i et stykke; det var et begreb i 30'ernes venstreorienterede litteratur og teater. "Larsen" begrebet har bl.a. sine rødder i den tyske forfatter Hans Falladas roman "Lille mand, hvad nu?" fra 1932. "Larsen" er flipproletaren med de gode eksaminer og de ringe muligheder for at bruge sin viden til noget som helst. Et hjælpeløst offer for de dårlige tider under 1930'ernes depression. "Larsen" er en maske og et symbol for det navnløse individ fra middelklassen, der sidder på tilskuerrækkerne eller med bogen opslået og spejler sin egen skæbne i den lille, grå kontormand. Et symbol på afmagt.

Hvis vi rykker den lille mand, hr. Larsen et par grader op i systemet, har vi fuldmægtig i Krigsministeriet, Theodor Amsted, hovedpersonen i romanen "Den forsvundne fuldmægtig", der udkom i 1938. Amsted er Scherfigs variant af "Larsen" figuren, selvom Amsted bestemt ikke er nogen arbejdets helt. Tværtimod er hans eneste møde med arbejderklassen synet af et par håndværkere i sin store lejlighed! Han er indbegrebet af 30'ernes middelklasse i livskrise og kvalmende kedsomhed. Boller i persillesovs og morgenturen til ministeriet, hvor han endelig ikke må træde ved siden af fliserne, fylder Amsteds liv. Og hadet til den inkompetente chef, der har afløst hadet til lærerne.

Den lille "flipproletar Larsen" var et tilbagevendende tema i det venstrefløjstidsskrift "Kulturkampen", som bl.a. Hans Scherfig og Poul Henningsen skrev til. Efter bogen om Amsted og dennes mislykkede oprør mod autoriteterne, der var Scherfigs første rigtig gode bog, kom så den ultimative danske skoleroman, "Det forsømte forår", hvor Scherfig følger Amsted tilbage til skoletiden og kammeraterne. Det gav Hans Scherfig lejlighed til at følge op på et andet fremtrædende tema i tidsskriftet Kulturkampen, nemlig skolesagen. En reform var nødvendig, og for Scherfig med den traumatiske skolebaggrund blev det ikke kun til den politiske debatbog, som de fleste andre af Kulturkampens skribenter ville have skrevet, men til en dybt personlig beskrivelse af klasseværelsets helvede. Det blev en lidenskabelig protest mod undertrykkelsen af alle skolebørn til alle tider. Og dermed hævede Scherfig sig over den politisk korrekte debat, over den golde propaganda og blev den tidløse, klassiske forfatter; der skrev for alle de fortabte i stedet for de få frelste.

Opgaver

1. Læs "Den forsvundne fuldmægtig" og derefter "Det forsømte forår". Hvad sker der med Amsted og Mogensen imellem de to bøger? Prøv at se på sproget og den politiske satire i bogen om Amsted. Hvad sker der med sproget i Det forsømte forår?

2. Læs Hans Falladas roman "Lille mand hvad nu" og Franz Werfels historie "Studenterjubilæet". Ringer der en (skole)klokke? Er det tyveri eller en genre? Prøv at komme med eksempler på moderne bøger eller film, der låner motiver og form fra hinanden.

3. Et populært skuespil i senmiddelalderen hed "Det gamle spil om Enhver". Hovedpersonen har et vist lighed med "Larsen". Kig på skuespillet og undersøg om "Enhver" kunne indtage Amsteds rolle ved middagsbordet eller bag skrivebordet.

10. En klassiker med
de forkerte meninger

En klassisk roman er ikke sjældent et værk, der opstår på trods af de oprindelige intentioner og delvist mod forfatterens vilje. Historien overtager så at sige forfatteren og skriver sig selv. Det var måske det, der skete med miraklet "Det forsømte forår". Ingen af Hans Scherfigs øvrige romaner eller essaysamlinger kunne hamle op med dette ene værk, udsprunget fra dybet af Scherfigs personlige oplevelser med det pålagte politiske emne "skolereformen". Hans Scherfig, der ellers skriver politisk korrekt og flinkt skifter kurs efter partilinien, sprænger her sine rammer og formår både at komme i konflikt med højrefløjens reaktionære skolevæsen og den socialistiske retorik. Han bliver en slags dissident i begge lejre; det velhavermiljø han selv stammer fra og hans nye hjem på den kommunistiske fløj.

Det varede dog ikke længe, inden Hans Scherfig var på ret køl igen, og i den lange periode, hvor rædslen for atomkrig fyldte danskernes hverdag, var Scherfig på "fjendens" hold. Da den kolde krig holdt en kort pause i midten af 1960'rne, udsendte Gyldendal Det forsømte forår som billigbog. Det førte til et gennembrud for Scherfig som populær, humoristisk forfatter. Manden var stadig journalist på kommunisternes dagblad Land og Folk, men de salgstal som bøgerne opnåede i løbet af 70'erne oversteg langt det samlede medlemstal i samtlige venstrefløjspartier. I 1960'erne havde Det forsømte forår solgt ca. 70.000 eksemplarer. I de marxistiske 70'er, hvor Scherfig var pligtlæsning blev der solgt yderligere 180.000 eksemplarer. Men overraskende nok røg der også ca. 100.000 eksemplarer over disken i de nykonservative 80'ere og 90'ere. I 1985 kom musicalen over bogen. Siden kom filmudgaven, og i dag er Det forsømte forår stadig lige så levende og bevægende, som da Hans Scherfig skrev den i 40. Dette er en bog for alle unge i alle tider!

Opgaver

1. Prøv at lave en analyse af Scherfigs sprog. Hvorfor bruger han "og" hele tiden? Hvad er det Scherfig gør ved læseren ved at lade alle datidige skildringer være i nutidsform og alle nutidige i datid. Er der en hensigt?

2. Prøv at læse Scherfigs samtidige, Hans Kirk, Pou